Filmene “Hunger Games”

HungerGames

Hunger Games er en science fiction historie skrevet af den amerikanske forfatter Suzanne Collins. Jeg læste selv bøgerne for et års tid siden og synes bestemt, at de var meget velskrevet og spændende at læse. Jeg var dog ikke helt sikker på om jeg kunne få Hr. Jørgensen med på ideen om at bruge nogle aftener på at se filmene, men da jeg sagde, at Jennifer Lawrence var med, sagde han sjovt nok ja med det samme. Hun er nu også en fantastisk skuespiller, hvis man spørger mig.

Historien foregår i fremtidslandet Panem, der er inddelt i 12 distrikter, som alle styres af Capitol.
Capitol har vedtaget, at hvert år skal hvert distrikt finde to repræsentanter til at deltage i det landsdækkende realityshow Dødsspillet. Deltagerne skal kæmpe mod hinanden indtil kun én står tilbage som vinder, men i distrikt 12, da Primrose Everdeen (spilles af Willow Shields) udtrækkes som deltager, melder den 16-årige storesøster Katniss (spilles af Jennifer Lawrence) sig frivilligt og tager dermed hendes plads. Imens Katniss tager til Capitol sammen med den mandlige distrikt 12-deltager Peeta (spilles af Josh Hutcherson) bliver Katniss mor, søster og bedste ven Gale (spilles af Liam Hemsworth) tilbage i landsbyen. Nu gælder det liv og død for at vende levende hjem igen.

Anden film/bog i serien “Catching fire”/”Løbeild” starter med at Katniss og Peeta skal rundt i Panem på deres sejrstur. Præsidenten Snow frygter, at Katniss handlinger i Dødsspillet vil inspirere til et opgør på tværs af distrikterne, selvom folkene omkring Katniss og Peeta prøver at overbevise alle om, at det hele kun blev gjort af kærlighed til hinanden. Snow vælger derfor at årets dødsspil skal involvere tidligere sejrherrer og -kvinder fra de forskellige distrikter, hvorfor Katniss og Peeta ender med at blive sendt afsted igen og endnu en kamp om liv eller død kan begynde.

Tredje og fjerde film “Mockingjay 1” og “Mockingjay 2” er bog 3 “Oprør” opdelt i to film. De handler om oprøret mod Capitol med Katniss i spidsen. Efter jubilæums-Dødsspillet fragtes Katniss i al hemmelighed til distrikt 13, hvor flere og flere oprører samles for at planlægge en kamp mod Capitol og præsident Snow. Endnu engang skal en kamp om liv og død udkæmpes. Derudover skal Katniss finde ud af hendes følelser, skal hun vælge Peeta, som hun har et specielt beskyttelsesgen overfor, eller skal hun vælge Gale, hendes bedste ven, som kender hende ned i mindste detalje, men som i den grad ikke behøver hende til at beskytte sig.

Både jeg og Hr. Jørgensen synes, at alle filmene er gode og spændende, klart anbefalelsesværdige, selvom de selvfølgelig også er teenagernes svar på Harry Potter med en masse føletosseri, et dristigt oprør, en smuk heltinde og nogle spændende bejlere.
Jeg havde dog nok bare valgt Gale, hvis jeg var Katniss. Og så siger jeg ikke mere.

***
Jennie Tronier

Fotos til blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.