Filmen “9. april”

I går aftes besluttede vi at se en film sammen herhjemme, og valget faldt på den danske film “9. april”. Tøserne er ikke de store filmseere, slet ikke hvis filmen ikke er virkelig morsom, så de forduftede hurtigt ind på deres værelser. I ved, historiske begivenheder involverende soldater falder ikke helt ind i deres repetoire. Vi andre tre lavede hver en god kop kaffe og satte os godt til rette i sofaen.

Filmen “9. april” er baseret på virkelige hændelser og handler om den tyske invasion af Danmark d. 9. april 1940.
Angrebet var egentlig et brud på den ikke-angrebsaftale, som Danmark havde indgået med Tyskland mindre end et år tidligere, men pga. Danmarks placering i forhold til Norge og forsyningslinjerne der, ændrede Adolf Hitler plan og besluttede at invadere både Danmark og Norge.
Den danske fortrop havde under angrebet fået til opgave at bremse den tyske overmagt, indtil de danske forstærkninger kunne nå frem, men både talmæssigt og udstyrsmæssigt var Danmark meget underlegne i forhold til stormagten Tyskland. Danskerne havde cykler og enkelt-skuds rifler, mens tyskerne havde tanks og mere moderne automatiske våben. Kampen var faktisk nok tabt på forhånd.
Den danske regering indstillede modstanden efter mindre end to timers kamp, bl.a. af frygt for at tyskerne ville bombe København, som de tidligere havde gjort mod Warszawa. Dette blev dog desværre ikke kommunikeret ud til alle danske tropper, hvorfor enkelte enheder kæmpede op mod yderligere to timer, før overgivelsen var total.
Invasionen endte med at koste 16 danske soldater livet og såre yderligere 23. Dette tal ville sandsynligvis have været en del mindre, hvis kommunikationen fra den danske regering var kommet hurtigere frem til alle.

Jeg synes bestemt, at filmen er god.
Jeg kan bl.a. godt lide vinklen omkring soldaternes perspektiv under invasionen. Man mærker deres frygt for døden i takt med ledelsens tøven, da de cykler mod de tyske tanks, men samtidig mærker man lysten til at kæmpe for sit fædreland. At filmen også indholder skuespillere som Pilou Asbæk, Lars Mikkelsen og Pelle Emil Hebsgaard gør bestemt ikke oplevelsen mindre.
Jeg kan kun sige “Se den!” og bliv samtidig lidt klogere på en vigtig del af Danmarks historien.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.