Vi har her til aften lavet hjemmelavede pizzaer, og når vi selv laver dem, helt fra bunden, bliver de bare så meget bedre end alle de produkter man kan købe i butikkerne. Jeg må indrømme, at vi også ofte køber bunde der bare skal rulles ud, fyldes med lidt forskelligt og ind i ovnen, men disse helt-fra-bunden pizzaer er bare så meget bedre, at det er “besværen” værd, selvom det faktisk heller ikke er så besværligt.
Pizzadej (4-6 personer)
- 500 g hvedemel
- 25 g gær
- 2 tsk salt
- 1 tsk sukker
- 3 dl lunkent vand
- en smule olivenolie
Start med at bland gær og vand med 100 g mel, og lad det efterfølgende stå i ca. en halv time. Jeg bruger min røremaskine og lægger et fugtigt viskestykker over maskinen i ventetiden.
Når tiden er gået blandes salt, sukker, lidt olivenolie og resten af melet i blandingen. Rør godt, så dejen bliver en smidig klump.
Herefter skal det igen hæve, denne gang i ca. 45 min.
Skær derefter dejen ud i det antal pizzaer du vil bage og ælt det godt igennem. Jeg skar mit ud i 6 klumper.
Læg dejen på en stor tallerken med film over og sæt det ind i køleskabet. Her skal det stå i min. 15 minutter, men det kan sagtens stå der i flere dage.
Rul til sidst pizzaerne ud i den ønskede størrelse.
Tomatsauce til pizzaer (til ovenstående portion dej)
- 1 dåse hakkede tomater
- 2 tsk oregano
- 1 tsk sukker
- Evt. 1-2 fed hvidløg
- Evt. lidt chili
Bland ovenstående sammen og blend det fint. Jeg varmer gerne mit op, men det behøver man ikke.
Til sidst røres en smule tomatsauce oven på pizzadejen, der lægges et lille lag ost, og øverst påfyldes det ønskede fyld.
Vi bruger fx skinke, shawarma, kyllingestykker, bacon, cocktailpølser, pepperoni, små kødboller, rejer, kapers, mozzarellaskiver, løgringe, championer og tomatskiver som fyld, men alt muligt kan bruges.
Bag pizzaerne i ovnen på 200 gr. i ca. 10-15 min.
Når de begynder at få farve i kanterne tages de ud.
Pynt før servering med fx oregano, chili, salat, krydderurter, tomat, agurk, lidt dressing eller frisk mozzarella. Det smager himmelsk.
xxx
Jennie Tronier