Engelske shortbread julekager

Forleden aften bagte jeg lidt flere julesmåkager til vores efterhånden ret tomme kagedåser herhjemme. Denne gang faldt valget bl.a. på en opskrift af de populære engelske julesmåkager shortbread. Jeg havde hverken smagt dem før eller bagt dem før, men pga. alle de rosende ord den lille enkle småkage har fået, måtte jeg da også prøve dem.

Kagen er nok en af de mest simple småkager, der findes. Den består nemlig kun af tre ingredienser (sukker, mel og smør), men kan evt. tilsættes forskellige smagsgivere, som man selv lyster. Bl.a. kan vanilje, chokolade, appelsinskal, citronskal og kardemomme tilsættes. Kun fantasien sætter grænser her.
Min version blev dog de helt klassiske, og de blev rigtig gode.

Opskriften er revet ud af et gammelt blad, så jeg ved desværre ikke præcis, hvor den er fra.

Shortbread

  • 120 g sukker
  • 200 g smør
  • 300 g hvedemel
  • 3 spsk rørsukker til drys

Først røres smørret blødt, hvorefter sukker tilsættes, og dette røres lyst og cremet. Jeg rørte nok i 4-5 min. på min maskine.
Herefter tilsættes melet og dette røres hurtigt sammen. Dejen skal helst ikke æltes for meget sammen, men kun lige hænge ensartet sammen.

Rul herefter dejen ud til en rektangel, hvor tykkelsen er ca. 0,5-1 cm, og del den op i de småkagestørrelser man ønsker. Mine blev skåret ud i ca. 3×5 cm, dog på øjemål.

Læg dem til sidst på en bageplade, prik dem i et nogenlunde jævnt mønster med en gaffel, drys med sukker, og lad dem hvile i køleskabet i ca. 30 min, før de bages i ovnen på 180 g. i 15-18 min. De må endelig ikke få for meget farve, skal faktisk forblive meget lysebrune, så hold øje med dem.

Opbevar dem i et lufttæt glas. Holdbarheden er omkring 2 uger – hvis de holder så længe. De er nemlig gode.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.