De bedste pandekager

Vores weekend er gået helt forrygende! Ovenpå en masse travlhed på arbejdet det sidste stykke tid, er det ekstra rart, når vi har tomme weekender, som bare kan udfyldes med det vi lyster.

Vi har derfor lavet tæt på ingenting. Vi har sovet længe, hygget om de gode måltider, gået ture med Masava, læst bøger, ligget på sofaen, set lidt film og serier (ungerne er p.t. alle tre i gang med Venner-serien, som jeg har set for snart mange år siden), samt bare nydt stilheden og hinanden. Lørdag kørte vi, som jeg skrev om forleden, til Dragør og tog en hel masse billeder af ungerne, og søndag cyklede vi en lille tur efterfulgt af den bedste stak hjemmelavede pandekager, som Vanessa havde bagt. En weekend lige efter vores behov.

Pandekager (ca. 20 stk.)

  • 4 dl hvedemel
  • 2 tsk sukker
  • 2 tsk vanillesukker
  • 2 knsp salt
  • 6 dl mælk
  • 2 æg
  • smør til stegning

Først blander du de tørre ingredienser i en skål.
Så tilsætter du mælken lidt ad gangen, mens du pisker godt (gerne med en elpisker), så du undgår klumper.
Til sidst tilsættes æggene, hvorefter du rører godt rundt, så dejen har den rette ensartede konsistens.

Varm derefter panden op og smelt en klat smør, før du tilsætter en omgang dej. Husk panden skal være ordentlig varm, før den første pandekage hældes på panden, så du undgår at det hele klistrer alt for meget sammen.
Vi bruger ca. 3/4 dl. dej på hver pandekage.

Tilsæt lidt smør ved hver pandekage, da det både får dejen til at slippe panden lettere, men også da smør giver smag.
Hold pandekagerne varme på en tallerken under evt. et låg.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.