Da vi oplevede Møns Klint

IMG_20151014_131826

Jeg har det ofte sådan i vores ferier, at jeg gerne vil opleve noget kulturelt med min familie. Når vi endelig har flere fridage i træk, hvor vi bare skal slappe af, synes jeg, at det er skønt at opleve noget specielt med familien og derved vise ungerne noget af Danmark.
I efterårsferien faldt valget på Møns Klint, hvor vi mødtes med morfar også. Sidst jeg var på de kanter, gik jeg stadig i folkeskole, og da det sjovt nok er nogle år siden nu, måtte det være på tide at opleve det igen.

Møns Klint bliver også betegnet som Danmarks fødsel, da den blev dannet for ca. 75 mio. år siden. Den er 7 km lang og op til 128 m høj, og derfor Danmarks højeste klint. Den består af utroligt mange kridtaflejringer, hvor det er muligt at finde efterladenskaber for forhistoriske mindre havdyr. Overalt på stranden er det muligt at finde forstenede rygskjold fra blæksprutter og pigge fra søpindsvin eller forsteninger af muslinger, østers og andre skaldyr.
Det højeste punkt kaldes for Dronningestolen, hvor man på gode dage kan man se så langt ud over Østersøen, at man kan se til Sverige og Tyskland. Siger man altså, for vi så det ikke.

Da vi besøgte Klinten i oktobermåned blæste det en del, men med alle de trappetrin fik vi hurtigt varmen. Selv ungerne (Max var desværre ikke med) syntes, at det var sjovt at opleve, og de havde en fest med at komme både først ned og først op igen, mens vi voksne halsede en del efter. For helt ærligt, var det temmelig hårdt at bestige alle de trapper.

Praktisk information:

  • Adressen til p-pladsen nær nedgangen ved Dronningestolen er Stengårdsvej 8, 4791 Borre.
  • GeoCenter Møns Klint ligger i samme område og det skulle være et besøg værd. Vi har dog ikke været der desværre.
  • Der er 496 trin ned til stranden – og op igen.
  • Man skal altid være opmærksom på sammenstyrtninger, så al færden skal gøres med omtanke.
  • Det koster 35 kr. at parkere ved Klinten (billetten købes i Centeret).
  • Der er utrolig smukt og skal bare opleves, hvis man spørger mig.

***
Jennie Tronier

Fotos til blog1-001

IMG_20151014_135118(Udsigten fra Dronningestolen)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.