Små tanker

Hvad venter der i 2018

Jennie

I dag er en kold og kedelig dag. Det regner udenfor og Savannah ligger syg, så hvad er bedre end at kigge lidt fremad mod året der kommer. Hvad har vi af planer og hvad har vi af ønsker for dette år?

  • At holde Savannahs konfirmation i april. Det er for os den helt store fest i år. Hun glæder sig ufatteligt, har faktisk talt ned på sin telefon de sidste to år, så det er en magisk tid vi går i møde. Forhåbentlig kan oplevelsen efterfølgende måle sig med de høje forventninger.
  • At være med til at fejre venner og families festlige sammenkomster. Vi har både et par andre konfirmationer og nogle runde fødselsdage vi ser frem til.
  • At nyde vores smukke land, måske både med vores campingvogn og i sommerhuse. Vi drømmer bl.a. om en tur til det nordlige Jylland og måske en tur til det smukke Bornholm. Savannah har i længere tid snakket om en tur til Bornholm, så måske skal det i år være vores destination for sommerferien.
  • At opleve en storby med vores gode venner eller måske vores børn i år. Vi har de sidste mange år taget på weekendtur til en storby i Europa med nogle venner, men måske skal vi i år gøre det lidt anderledes og tage børnene med i stedet. Der går jo nok desværre ikke mange år før de alligevel ikke gider at rejse med os mere, så vi må huske at nyde det mens tid er.
  • At komme med mit arbejde til det smukke Grønland i efteråret. Der er dog desværre en masse ændringer på vej i forbindelse med mit arbejde deroppe, så måske bliver det til noget, måske gør det ikke. Jeg håber dog. Virkelig.
  • At få lavet nyt køkken. Vi drømmer om et nyt køkken, hvor både gulv, køkkenelementer, lys og det hele skal skiftes ud. Det er både et stort, men også dyrt projekt, så om vi får mulighed for det i år, ved vi ikke helt, men vi håber. Alt er i hvert fald tegnet og besluttet, så det er bare om at sige start!
  • At blive færdig med vores pool og få lavet vores terrasse færdig med diverse højbede og blomsterbede. Det trækker ud og trækker ud, men må da kunne lade sig gøre.
  • At få læst en masse gode bøger og få set en masse film og serier. Jeg elsker jo at blive ført ind i et andet univers, hvor jeg glemmer tid og sted, så det glæder jeg mig altid til.
  • At få styr på en bil til os. Skal vi blive ved med at lease, skal vi købe eller skal vi gøre noget helt andet? Vi regner i hvert fald med at skulle af med vores nuværende bil til august, så noget skal der besluttes.
  • At opleve ungerne blive ældre og dele endnu flere glæder, tanker og snakke med dem. Det er så vildt at få lov til at følge dem i deres opvækst, og jeg nyder hver en dag. Det stod også som punkt sidste år, men det kan bestemt heller ikke blive sagt for ofte.

Se sidste års forventninger her og for 2016 her.

***
Jennie Tronier

“Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to…”

Jennie

Min dejlige farmor har i dag lukket sine øjne for sidste gang. Hun ville være fyldt 88 år om en måneds tid og har levet et langt og lykkeligt liv, så hun har helt sikkert været glad og tilfreds og parat til trinet efter livet, men derfor tillader jeg mig stadig at savne hende allerede, savne alle vores snakke og spil kort og savne alt det hun har været for mig i mit liv.

Jeg har ofte fået fortalt i mit liv, at jeg ligner min farmor, både i udseende og i væremåde, og det er bestemt noget der har gjort mig stolt. Min farmor har nemlig altid været en fantastisk dame. Hun har altid haft overskud til andre, været varm, kærlig og omsorgsfuld, fortalt sjove historier samt lyttet opmærksomt på andres historier, hun har haft lyst til at spille en masse gode kortspil med os ivrige børnebørn og lært os en masse tricks, og hun har samtidig været den mest fantastiske kone til min elskede farfar (som Max er opkaldt efter), den mest fantastiske mor til sine to børn og den mest fantastiske farmor/mormor/oldemor til os børnebørn og oldebørn. Det er noget af en bedrift, hvis man spørger mig!

Farmor, du vil i den grad blive savnet! Jeg kan kun være stolt af at have fået lov til at være dit barnebarn.

***
Jennie Tronier

Savannahs dans

Jennie

Savannah går til dans og er nu på hendes 6. år som danser. De første to år som helt lille pige i Køge og de sidste fire år til showdance/disco på en danseskole i Greve. Hun har igennem årene virkelig været glad for sin sport og har alle steder, hvor hun har kunnet komme til det, øvet og øvet med høj musik og svingende arme. Sidste år blev hun også spurgt om hun ville være hjælpetræner for nogle af de mindre piger, da hendes danselærer var gravid og dermed havde brug for lidt hjælp, og det gav hende endnu mere blod på tanden i forhold til at blive bedre. Hun følte sig virkelig tilpas i hendes sport og gav den så tit som muligt fuld gas på dansegulvet.

Desværre har det sidste halve års tid været lidt svært for hende. For det første gik hendes danselærer på barsel (heldigvis kun i få måneder), og pga. lidt omrokeringer på danseholdene kunne hun heller ikke være hjælpetræner mere for de mindre piger. Dette var med til at Savannah begyndte at tvivle på sig selv og ikke mindst på hendes kunnen på et dansegulv. Jo mere hun kæmpede for at bevare hendes kunnen, selvtillid og ikke mindst gnist for dansen, jo mere smuldrede det mellem hendes fingre og til sidst resulterede det i, at hun ønskede at stoppe til dans. I flere dage gik hun rundt og var mut, ked og nærmest i en zombie-tilstand, og hun spekulerede og spekulerede. Til sidst havde både jeg og Max en længere snak med hende – Hr. Jørgensen var på forretningsrejse i de dage, så han kunne af gode grunde ikke deltage. Max har selv været igennem samme periode for nogle år siden i forhold til hans fodbold, og han rådede hende til at prøve at lade være med at stræbe efter noget, hverken til træning eller til turneringer, men bare prøve at lege dansen ind, jo sjovere hun kunne have det, jo bedre. Presset skulle væk fra hendes skuldre. Vi sagde til hende, at vi kun ønskede det bedste for hende, og selvom vi kunne se hvor meget dans havde betydet og stadig betød for hende, så skulle hun selvfølgelig kun blive ved, så længe hun selv ønskede det. Vi ville overhovedet ikke presse hende til noget som helst. Hun sagde efter snakken, at hun ville prøve det an, se om hun kunne slippe det pres hun gav sig selv og i stedet prøve at lege dansen ind igen, som dengang hun startede.

Allerede efter ganske få uger, havde hun så småt vendt skuden omkring hendes gnist, hun begyndte at komme glad hjem fra træning, og vi så hende igen træne dans en masse forskellige steder, både hjemme, ude, blandt andre mennesker osv. Vi valgte ikke at spørge for meget ind til det, men lade hende selv komme til os hvis der var noget, for at give hendes følelser så meget ro som muligt, og stille og roligt kom hun tilbage til sit gamle glade danse-jeg. I hvert fald i forhold til træning. Selvom hun nogle gange faldt lidt tilbage i den manglende selvtillid.

Da hun så i går skulle til institutmesterskab på hendes danseskole, kunne vi mærke presset lidt igen, hvor hun skiftevis troede og tvivlede på sig selv, samtidig med at hun heldigvis også glædede sig. Hun sagde flere gange, at hun ikke troede på nogle store medaljer, men at hun bare ville tage afsted for at have det sjovt med veninderne.
Og heldigvis gav det hele pote for hende. Hun fik i mærkeprøve en lille guld i showdance og en stor sølv i disco, så det var virkelig flot af hende, og vigtigst af alt har hun fundet glæden, selvtilliden og gnisten igen 🙂 Mor er knageme stolt af hende.

***
Jennie Tronier

Når sorgen rammer

Jennie

“Sorg er prisen vi betaler for kærlighed”
Queen Elisabeth II

Når sorgen rammer, bliver minderne vigtigere og mere nærværende, og der begynder et tankemylder for både at kunne rumme tabet af en kær, chokket, forfærdelsen, panikken, det nye liv og ikke mindst den lille glæde over de minder man fik sammen. Selvom de gør meget ondt i starten.
Sorg kan differentieres. Nogle gør så ondt helt ind i sjælen, at man aldrig tror, at man bliver et normalt menneske igen, for hvornår stopper smerten, hvornår stopper tankemylderet, hvornår kan man bare opleve en time uden at græde, og hvornår kan man begynde at se lidt positivt på livet igen.
Andre gør ondt i kortere tid og man er bedre i stand til at skubbe smerten på afstand, selvom den til enhver tid kan dukke op til overfladen igen og få tårerne til at trille.
I alle tilfælde er sorg en smertelig oplevelse, som er hård at komme igennem, især når man mister én man på ingen måde regnede med at skulle miste!

Rest in peace Guf – du vil for altid blive husket.

***
Jennie Tronier

Hvorfor egentlig det der blog-noget…

Jennie

Flere har spurgt mig om “Hvorfor?” når jeg fortæller, at jeg har startet en blog. De kigger næsten alle sammen lidt undrende på mig og kan vist ikke helt forstå, hvorfor jeg har lyst til at gå ind i den verden. Det har derfor fået mig til at tænke lidt over hvad det egentlig betyder at blogge og hvor lysten egentlig kommer fra.

Ordet blog kommer fra ordet WebLog, som egentlig betyder en elektronisk (web) dagbog (log). Dvs. at en blog i princippet er en personlig hjemmeside, hvor bloggeren kan skrive om alt mellem himmel og jord samt gøre den personlig eller ej. Bloggeren bestemmer suverænt over indholdet.

Desværre fortæller flere bloggere, at de nærmest er pinlige over at fortælle om deres interesse for at være personlige på nettet. Som om ordet Blogger klinger meget negativt, men hvorfor egentlig det? Jeg forstår det vist ikke rigtigt.

For mig handler at blogge om lysten til både at være skribent og interessere mig for fotodokumentation. Jeg har nok altid haft en lille forfatter (okay, måske et lidt stort ord for den slags 🙂 ) gemt i maven, for jeg synes, at det er sjovt at drible med ord, og det tilsat med min fotointeresse er en blog jo lige sagen.

Jeg synes i hvert fald, at det er sjovt at skrive indlæg og passe min blog, så det må være min konklusion på de undrende spørgsmål. Jeg gør det, fordi jeg synes, at det er sjovt!

***
Jennie Tronier

Velkommen til min blog

Jennie

Mit navn er Jennie Tronier. Jeg har gennem længere tid gået og leget med tanken om at begynde at blogge. Både fordi den slags fascinerer mig, at der er så forholdsvis kort fra viden til deling, men også fordi jeg godt kan lide alle former for tekst- og fotoudgivelser. Helt præcis hvad jeg vil med min blog endnu, ved jeg ikke med sikkerhed, men det satser jeg på kommer til mig helt automatisk.

For at fortælle lidt om mig selv, hedder jeg som sagt Jennie, er 38 år gammel, godt gift og har tre unger. Jeg er vokset op i det mange vil kalde en kernefamilie i Vallensbæk, hvor jeg både har trådt min barnefødder, gået i folkeskole og gymnasium (okay, det var så i nabobyen), samt haft alle de oplevelser, som en ung pige helst skal have. På den gode måde.

I dag bor jeg i Greve med min mand Hr. Jørgensen og vores tre børn; Max 14 år, Savannah 11 år og Vanessa 7 år. Jeg interesserer mig for alt mellem himmel og jord. Det være sig rejser (selvfølgelig, hvem gør ikke det!), bøger, god mad og drikkelse, historie, kultur, mode, haven, indretning osv. Jeg er en rigtig opleve-pige, og jeg glæder mig meget til at dele mit univers med Jer!

 

Velkommen til mit liv, min blog

***
Jennie Tronier