Juni highlights

Vi landede på den hyggelige solskinsø Bornholm i går og hvor er her bare skønt. Vejret er dog ikke helt i top, så det er noget med at finde en solskinsplet eller tage en lille trøje over skulderen. Her er nu så fint og hyggeligt alligevel. Min far kom herover tidligt i morges. Han opdagede i sidste øjeblik, at det han troede var et hundepas slet ikke var det, så vi fik ændret hans færgebillet fra Ystad til Køge, og han kom derfor først frem i dag. Turen gik dog rigtig fint for ham og hans hund Nelly, og den endte faktisk med at være billigere for ham, så intet er vist så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu skal vi bare finde ud af hvad vi vil bruge dagen på i dag. Måske et røgeri eller bare en køretur til en af de hyggelige byer her på øen.
For nogle dage siden forberedte jeg mig lidt på dette indlæg omkring mine highlights for juni. Jeg gennemgik mine billeder for sidste måned, så mit tilbageblik ville blive lidt nemmere for mig i dag.

*En lørdag morgen tog jeg med min mand på arbejde på Klampenborg Galopbane. Han arbejdede, mens jeg sad i solen og hyggede mig. Jeg har faktisk aldrig været på galopbanen før, så det var virkelig sjovt for mig at se. Må bestemt tilbage en dag!*

*En lille køretur til Ringsted by, hvor alt dog var lukket, da vi kom forbi*

*Vanessas yndlingsspisested i nærheden: Golden House med både sushi og kinesisk buffet*

*Mig med lidt af mine grå hår – jeg må vist hellere snart få farvet garnet igen*

*Vanessa træner rul rundt-øvelsen med Masava. Hun, altså hunden, har nu ikke helt forstået princippet endnu, men godbidderne er et hit*

*En fin sommerfugl i mine krukker på terrassen*

*Max ønskes tillykke med gradueringen af den øverste ju-jutsu kæmper i Danmark*

*Vanessa som pirat i sit klasseteaterstykke*

*En smuk aften i Skovshoved Havn*

*Min mands niece bumler rundt i en studentervogn*

Nu må jeg hellere komme videre. Måske vi skal tage et smut til enten Snogebæk eller Nexø. Min far vil nemlig gerne forbi et røgeri og have noget bornholmsk fisk, så det må være planen for i dag, tænker jeg.

***
Jennie Tronier

Flashback: Vores sidste ferie med huset bagpå

Forleden dag skrev jeg et indlæg om mine ønsker for vores kommende sommerferie, hvor vi ønsker at tage vores campingvogn bagpå og sætte kursen mod de varme lande. Dette har vi tidligere, med stor succes, gjort sammen med nogle venner, og mit indlæg forleden fik mig til at tænke en masse over den ferie for nogle år siden.
Jeg fik derfor lyst til at gå lidt nærmere omkring minderne på turen. So here it comes…

Dag 1-3: TYSKLAND

Vores tur startede med første stop i byen Soltau i Tyskland. Det er en hyggelig lille by 75 km syd for Hamburg, hvor forlystelsesparken Heidepark ligger meget tæt på. Vi havde hjemmefra bestilt et par overnatninger på Camping Auf dem Simpel, hvor vi fik en dobbeltplads med plads til begge campingvogne. Det var genialt.

IMG_0541

Turen derned tog ca. 9 timer i et roligt tempo og med tilpas pauser. Vi har ofte kørt på sommerferie i bil, hvor vi på næsten samme antal timer er kommet et godt stykke ned i Sydtyskland, men denne gang havde vi campingvognen bagpå, så tempoet var et andet, og det var faktisk helt fint. De fartglade mænd havde frygtet den langsommere kørsel en del, men også de nød bare det at komme afsted og ud på vejen.

I Soltau hyggede vi i vores vogne, spiste på campingpladsens restaurant, mænd og drenge cyklede ture, vi grillede ved vognen og vi var (selvfølgelig) i Heidepark. Vejret var godt med ca. 25 gr.

Forlystelsesparken er kæmpe stor med en masse sjove forlystelser til både store og små. Desværre var der en del andre besøgende i parken, så vi brugte meget tid på at stå i kø, faktisk måtte vi springe nogle af de helt store og populære forlystelser over pga. ventetiden, så vi blev enige om bagefter, at hvis vi skulle komme tilbage en dag, ville vi ofre de penge det kostede at købe en Express Butler, hvor køen kunne springes over.

IMG_0568

Fotos til blog

Fotos til blog-001

På 3.dagen forlod vi Soltau omkring frokosttid og satte kursen syd på. Vi endte med at køre i 11 timer, før vi besluttede at køre ind på en rasteplads og få lidt søvn. På det tidspunkt var vi nået et lille stykke forbi München.

Dag 4-5: ØSTRIG

Vores næste rigtige stop var i byen Döbriach ved Millstätter See i Østrig. Jeg havde fået anbefalet campingpladsen Burgstaller af en kollega, så selvom vi ikke havde booket den hjemmefra prøvede vi at køre derned og heldigvis var der plads til os. Vi fik to lidt små pladser overfor hinanden forholdsvis tæt på en toiletbygning, så det var perfekt.

IMG_0741

IMG_0746

Campingpladsen var helt genial, én af de allerbedste vi har været på nogensinde. Faciliteterne var rene og nymoderne med et twist (bl.a. havde en toiletbygning en rutschebane ud af bygningen fra 1.sal), stemningen var fantastisk og der skete en masse sjov for børnene. Dertil fik alle gæster mulighed for at komme gratis ind på en strand (med pool) ved søen, hvor der var mulighed for en masse forskellige forlystelser. Der var store rutschebaner ud i vandet, badebroer man kunne springe i vandet fra og mulighed for at leje vandcykler, prøve bananaboats, vandski, parasailing samt meget andet. Søen er en ferskvandssø, så vandet var så lækkert, samt vejret var omkring de 30 gr.

Vi brugte dagene på at slappe af, bade ved stranden eller ved poolen, og bare nyde livet. Hvis det ikke var fordi vi havde forhåndsbooket et par pladser i Kroatien var vi bestemt blevet på Burgstaller.

IMG_0719

IMG_0735

Dag 6-11: KROATIEN

Vores tredje stop var på campingpladsen Amarin nær Rovinj i Kroatien. Vi havde hjemmefra booket et par pladser i en hel uge, hvor vi fik plads ved siden af hinanden ret langt fra vandet og uden den store mulighed for skygge.

IMG_0759

Fotos til blog-001

IMG_0865

IMG_0939

Campingpladsen var ok, men vi var ikke så begejstrede som for Burgstaller, som vi lige kom fra, og stranden med saltvand var fyldt med store skarpe sten. Vejret var dog virkelig varmt, vi havde dage med over 40 gr., men uden mulighed for skygge var det til tider næsten uudholdeligt.

I Kroatien brugte vi dagene på at se byen Rovinj (en gammel hyggelig by, som oprindeligt var en ø tæt på kysten, men som i 1763 blev knyttet til fastlandet ved at fylde kanalerne imellem), byen Pula (en gammel hyggelig by, som huser Kroatiens største og bedst bevarede monument Pula Amfiteater fra det 1. århundrede), en skøn sejltur og ellers bare afslapning og diverse strandbesøg.

IMG_0797

Fotos til blog

IMG_0870

Fotos til blog

Vi valgte dog at køre fra Kroatien en dag før tid, da vi gerne ville tilbage til Østrig og da vi ikke var så begejstrede for vores campingplads. Kroatien er dog et utrolig lækkert ferieland, hvor der er mange muligheder for at se, smage og opleve til en forholdsvis billig penge. Fx kostede et restaurantbesøg ml 250 – 600 kr med alt inkl. for os fem og maden var virkelig lækker.

Dag 12-13: ØSTRIG

Tilbage i Østrig prøvede vi at få plads på campingpladsen Seecamp i Zell am See, som vi havde læst gode anmeldelser omkring, men de var desværre fyldt op, så i stedet kørte vi til den nærliggende plads Sportcamp Woferlgut. Og det var bestemt ikke dårligt heller.

IMG_1084

Vi fik to pladser med god plads omkring, hvor ungerne kunne løbe og lege uforstyrret, og det var fantastisk. Faciliteterne og stemningen var også virkelig god, og personalet var utrolig søde og hjælpsomme.

Desværre blev vi ringet op fra Danmark allerede tidligt næste morgen, at vi havde haft indbrud, så vi valgte at færdiggøre vores ferie og sætte kursen mod Danmark. Vi var ca. 14 timer om at køre hjem. En ret øv slutning på en ellers helt igennem fantastisk ferie.

LIDT OMKRING UDGIFTER

  • Overnatning på camping Auf dem Simple, 2 nætter = 505 kr
  • Heidepark indgang + frokost, 5 personer = 1350 kr
  • Overnatning på camping Burgstaller, 2 nætter = 915 kr
  • Vandaktiviteter på søen = 320 kr
  • Overnatning på camping Amarin, 6 nætter = 2525 kr
  • Gokarts + leje af segways + bådtur = 1540 kr
  • Overnatning på Sportcamp Woferlgut, 1 nat = 460 kr
  • Brændstof i alt = 5225 kr
  • Diverse vejafgifter = 505 kr
  • Færge hjem = 1200 kr
  • Dertil selvfølgelig diverse indkøb, restaurantbesøg og yderligere aktiviteter

Alt i alt var det en fantastisk ferie, hvor vi både fik oplevet noget og slappet af samt hygget med vores børn og venner. Vi gør det bestemt gerne igen 🙂

***
Jennie Tronier

Min lille pige bliver stor!

Fotos til blog

Vanessa bliver 8 år i dag. Tænk engang.
Da hun er min yngste, og der er ca. 7 år mellem Max og Vanessa samt næsten 4 år mellem Savannah og Vanessa, vil Vanessa nok altid være min lille pige. Min glade lille pige, som kom til os som et mirakel.

Da Hr. Jørgensen og jeg havde fået vores (første) to børn, Max og Savannah, var vi ret sikre på, at vi ikke skulle have flere børn. Jeg havde egentlig aldrig rigtig tænkt tanken, at man kunne få tre børn, det kendte jeg vist slet ikke nogen der havde, hverken som barn eller ung, så det lå ikke lige i baghovedet på mig, at det var der jeg endte.
Jeg blev af lægen i 2007, kort før vores bryllup, rådet til at ændre p-piller fra et mærke til et andet og da jeg havde været på p-piller i en del år på det tidspunkt, skulle jeg helst holde en pause mellem skiftet og lade min krop komme ind i en ny rytme, før jeg startede på det nye mærke. Vi tænkte, at det ikke ville være det store problem, da Hr. Jørgensen af helbredsmæssige årsager ikke havde store chancer for at blive far igen, men alligevel udeblev min menstruation og i stedet fandt jeg kort tid efter ud af, at jeg var gravid. Og hold da op et chok. Det havde vi bestemt ikke regnet med og det kostede desværre også lidt tåre samt en masse snakke før vi kom frem til, at vi nu skulle være forældre til tre.

Da Vanessa så kom til verden, efter en ganske kort og nem fødsel, fandt vi hurtig ud af hvor nem, blid og glad hun var. Igennem alle årene har hun været familiens lille smilende pige, som altid har været med på den værste og altid er frisk på en hurtig bemærkning. Det er faktisk ret sjældent, at hun er sur i lang tid af gangen, og kommer hun ind i lidt modstand, ryster hun det lynhurtig af sig og kommer videre. Hun har jo som nr. 3 i søskendeflokken altid været god til at indordne sig og det kan man virkelig mærke i mange situationer i hendes hverdag, selvom hun på ingen måde finder sig i hvad som helst. En sød, smilende, hjælpsom pige med ben i næsen.

Tillykke med fødselsdagen min dejlige tøs 🙂

***
Jennie Tronier

Feddet camping

IMG_4973

Vi har her i påsken været nogle dage på Feddet camping sammen med nogle venner.
Jeg tror, at det er 5. gang vi er på Feddet med en af vores campingvogne, så vi kender de forskellige faciliteter nu og vi er så småt ved at få en fornemmelse af de gode og de mindre gode ting omkring pladsen.
Denne gang lå vi på plads 24, som er en plads lidt væk fra den store facilitetsbygning og lidt væk fra stranden. Vi har nogle gange været dernede i en weekend i december, hvor der selvfølgelig ikke var så mange mennesker og hvor vi fik en plads helt ned til stranden. Denne gang havde vi dog travlt med diverse påskefrokoster og påskegæster, så vi kom ikke engang ned på stranden. Det er ellers en af de helt store positive faktorer for campingpladsen, hvis man spørger mig.

Campingpladsen er 4 stjernet og en del af Topcamp-princippet. Facilitetsbygningerne med toilet, bad og køkken er rene og moderne, der er mange forskellige aktiviteter for børn, der er legepladser, legerum, hoppepuder, trampoliner, kælezoo med kaniner og geder, svømmehal, sauna og udendørs pool, cykeludlejning, minigolf samt der er en skøn natur lige rundt om hjørnet med en fantastisk strand og med mulighed for diverse ture på halvøen Feddet.

IMG_4991

Det kostede ca. 500 kr./nat for os med to voksne og to børn (Max var ikke med). I denne pris har vi betalt for overnatning i egen vogn på en plads som er forholdsvis stor med plads til vores bil og for brug af toilet, bad og køkkenfaciliteter. Nogle af aktiviteterne på pladsen er inkl. i prisen, men der er også en del som man skal betale ekstra for, fx 80 kr. for en cykel med plads til 6 personer/time. Derudover skulle vores gæster betale 40 kr. for at parkere deres bil og et par lejede sig ind i en lillebitte hytte, som kom til at koste dem over 800 kr. for én overnatning. Tilmed fik et andet par, som kun kom for at aflevere nogle ting til os og blev der mindre end 30 min., en parkeringsbøde (udstedt af Feddet camping) efter deres bil havde holdt på en vej uden skilte. Det var ikke så god reklame, synes vi.

IMG_4985

Vi kan derfor sige, at vi havde nogle fantastiske dage dernede, ungerne var meget begejstret for alle aktiviteterne, men det var også en lidt dyr affære for et tætpakket fornøjelsesprogram til dem. Vi kan derfor godt anbefale et besøg på Feddet camping, men omvendt har vi også nu lyst til at besøge nogle andre pladser i Danmark, som måske er lidt billigere.

***
Jennie Tronier

2012-12-01 08.07.36

IMG_1281

IMG_1322

IMG_0864*Minigolf-turnering for nogle år siden*

IMG_0877*Tøserne og Masava ved toiletbygningen for nogle år siden*

IMG_1313*Gåtur til heden med de skotske højlandskvæg*

IMG_1310

IMG_2361

IMG_2355*Savannah for nogle år siden på Feddet strand*

IMG_1254*Masava fandt en sælunge en tidlig morgen for nogle år siden*

IMG_2349*Vi har set nogle fantastiske solop- og nedgange over Feddet*

IMG_0834

Min store søn fylder 15 år #wtf

Fotos til blog

I dag fylder min søn 15 år. Tænk engang.
Jeg kan huske fra min egen barndom, når nogle ikke havde set os børn i et stykke tid, at de voksne altid sagde “hold da op, hvor er I blevet store, sikke hurtigt tiden går” og min storebror og jeg så på hinanden og smilede, for vi var jo overhovedet ikke blevet særlig store. I dag er det så mig der kan tænke sammen tanke. Hvor filan er de sidste 15 år lige blevet af?!

I dag for 15 år siden fødte jeg nemlig den skønneste lille dreng efter jeg havde haft veer i fem dage. Han havde ligget skævt med hovedet i bækkenet, hvorfor fødslen ikke rigtig kunne gå i gang, og selvom veerne ikke var af den kraftigste af slagsen hele tiden, kunne jeg bestemt godt mærke dem og dermed ikke rigtig være i stand til at slappe af særlig længe af gangen. Jeg var derfor temmelig træt til sidst, så jeg fik en rygmarvsbedøvelse på 4. dagen for at kunne sove nogle timer, før de prikkede hul på vandet og fødslen gik rigtigt i gang.
Heldigvis tog selve fødslen ikke så lang tid, før jeg lå med mit lille vidunder på maven. Jordmoderen sagde, at jeg var bygget som en fødemaskine med mine bredde hofter, og det har Hr. Jørgensen grint af mange gange siden. Jeg ved dog ikke helt om jeg har kunnet bruge det kompliment til noget positivt, må jeg indrømme 🙂
Den snu vil her nok tænke apropos i går “stakkels Jennie, så havde hun jo veer på sin 24 års fødselsdag” og ja, det var nok ikke en af de festligste fødselsdage i mit liv, men måske alligevel den der står klarest i min hukommelse. Og selvom vi ikke direkte deler fødselsdag, så er min fødselsdag siden blevet overskygget af en anden fødselsdag ret tæt på, og det har sjovt nok været helt okay.

Men jeg siger jer bare, hvis de næste 15 år går lige så hurtigt, som de forrige, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre!

Tillykke med fødselsdagen, min knægt.

***
Jennie Tronier

Da vi oplevede Møns Klint

IMG_20151014_131826

Jeg har det ofte sådan i vores ferier, at jeg gerne vil opleve noget kulturelt med min familie. Når vi endelig har flere fridage i træk, hvor vi bare skal slappe af, synes jeg, at det er skønt at opleve noget specielt med familien og derved vise ungerne noget af Danmark.
I efterårsferien faldt valget på Møns Klint, hvor vi mødtes med morfar også. Sidst jeg var på de kanter, gik jeg stadig i folkeskole, og da det sjovt nok er nogle år siden nu, måtte det være på tide at opleve det igen.

Møns Klint bliver også betegnet som Danmarks fødsel, da den blev dannet for ca. 75 mio. år siden. Den er 7 km lang og op til 128 m høj, og derfor Danmarks højeste klint. Den består af utroligt mange kridtaflejringer, hvor det er muligt at finde efterladenskaber for forhistoriske mindre havdyr. Overalt på stranden er det muligt at finde forstenede rygskjold fra blæksprutter og pigge fra søpindsvin eller forsteninger af muslinger, østers og andre skaldyr.
Det højeste punkt kaldes for Dronningestolen, hvor man på gode dage kan man se så langt ud over Østersøen, at man kan se til Sverige og Tyskland. Siger man altså, for vi så det ikke.

Da vi besøgte Klinten i oktobermåned blæste det en del, men med alle de trappetrin fik vi hurtigt varmen. Selv ungerne (Max var desværre ikke med) syntes, at det var sjovt at opleve, og de havde en fest med at komme både først ned og først op igen, mens vi voksne halsede en del efter. For helt ærligt, var det temmelig hårdt at bestige alle de trapper.

Praktisk information:

  • Adressen til p-pladsen nær nedgangen ved Dronningestolen er Stengårdsvej 8, 4791 Borre.
  • GeoCenter Møns Klint ligger i samme område og det skulle være et besøg værd. Vi har dog ikke været der desværre.
  • Der er 496 trin ned til stranden – og op igen.
  • Man skal altid være opmærksom på sammenstyrtninger, så al færden skal gøres med omtanke.
  • Det koster 35 kr. at parkere ved Klinten (billetten købes i Centeret).
  • Der er utrolig smukt og skal bare opleves, hvis man spørger mig.

***
Jennie Tronier

Fotos til blog1-001

IMG_20151014_135118(Udsigten fra Dronningestolen)

Ørnereden nær Berchtesgaden i Tyskland

Vores sidste års sommerferie startede i det betagende alpeområde Obersalzberg nær byen Berchtesgaden i det sydlige Tyskland. Se mit indlæg om området fra i går.

IMG_1961

I 1923 var Hitler for første gang på ferie i området, hvor han komplet forelskede sig i naturen og stilheden omkring Obersalzberg, og i 1928 besluttede han sig for at leje feriehuset Berghof af forretningsmanden Otto Winter for 100 Reichsmark om måneden. Fem år senere, da han var kommet til magten, havde han råd til at købe huset for 40.000 Reichsmark, penge han havde fået for sin politiske bog Mein Kampf. I 1936 havde Hitler så mange penge, at han havde råd til at udvide Berghof til det hus, som kendes i dag. Han bevarede det oprindelige træhus, men indbyggede det i en meget større betonbygning, og der blev anlagt underjordiske gange og en sidefløj til tjenestefolkene. Det var meget luksuriøst og storslået, og det blev efterhånden udstyret med meget værdifulde malerier, gobeliner og statuer.
I samme periode købte flere andre naziledere, både Hermann Göring og Martin Bormann, huse i området, og i årene 1935-36 sørgede Bormann for, på Hitlers vegne, at erhverve alle ejendomme i Obersalzberg og rev de fleste af dem ned. Mange familier havde boet der i hundrede af år og ville derfor ikke flytte, men vha. boykot og trusler om koncentrationslejre ejede nazisterne til sidst hele området. Det anslås, at nazisterne overtog 27 gårde, huse og hoteller, og tvang over 400 mennesker væk fra området.
Obersalzberg blev herefter udbygget voldsomt med kaserner, hoteller og store underjordiske bunkersystemer, mange af dem i flere etager. Området fungerede både som Hitlers hjem og som hovedsæde for nazisterne.
Hele området blev afspærret som en Führersperrgebiet eller Førerspærrezone.

D. 20. april 1939 fyldte Hitler 50 år og som fødselsdagsgave fik Martin Bormann opført Kehlsteinhaus på toppen af bjerget Kehlstein (1834 m). Man regner med at huset kostede 30 mio. Reichsmark, hvilket svarer til ca. en mia. d.kr. i vore dages penge, at opføre.
Det vides ikke om projektet og det ekstremt hårde arbejde blev udført af KZ-fanger, men pga. arbejdets meget specielle karakter og sværhedsgrad samt den meget stramme tidsplan, må der være hentet specialister fra rundt omkring i Europa til at lede arbejdet.
Det menes at have taget 13 måneder at opføre huset.
Desværre led Hitler af højdeskræk og besøgte derfor kun huset fem gange (nogle mener, at han var der 14 gange), men derimod brugte Hitlers elskerinde og senere hustru Eva Braun meget stedet og slikkede gerne sol med sine veninder på den imponerende terrasse.

Fotos til blog1

For at komme op i det ekstravagante hus skal man først køre op ad en smal 6 km lang bjergvej fra Berghof, så gå igennem en 124 meter lang tunnel ind til den højglanspolerede messingelevator, og derfra 124 meter lodret op til selve huset. Det siges, at Hitler var bange for at blive fanget i elevatoren.
Huset består af et konferencerum, hvor Hitler kunne modtage udenlandske diplomater, en stor spisestue samt en lille tesalon. Konferencerummet er i dag lavet om til restaurant.

D. 25. april 1945 forsøgte de allierede at bombe Kehlsteinhaus fra luften, men pga. meget sne mislykkedes det. Til gengæld blev hele området (10 km2) Obersalzberg med Berghof og de andre nazilederes huse samt den store SS-kaserne ødelagt. Kehlsteinhaus er derfor et af de få mindesmærker fra nazitiden som næsten står uberørt hen. Møbler og inventar blev dog taget af de amerikanske soldater.
Pga. husets dunkle fortid var stedet hemmeligholdt indtil starten af 1960érne, hvor det blev overdraget til en velgørende institution.

Praktisk information:

  • Vi betalte 33 euro for 5 personer for bustransport til tunnelindgangen samt ophold i Kehlsteinhaus.
  • Busturen fra Obersalzberg Dokumentation til Kehlsteinhaus er temmelig stejl og kan være grænseoverskridende for nogen.
  • Der kan være lang kø ind igennem tunnelen til den højglanspolerede messingelevator.
  • Messingelevatoren har spejle på alle leder og kanter, og har plads til 100 mennesker.
  • Det tager 41 sek. at køre de 124 meter op eller ned.
  • På en solskinsdag kan man se både til Königsee og Salzburg i Østrig fra terrassen.
  • Kehlsteinhaus har åbent fra ca. midt maj til slut oktober, dog afhængig af vejret.
  • Obersalzberg Dokumentation skulle efter sigende være virkelig interessant, men det oplevede vi desværre ikke. Det må blive næste gang vi kommer til området.

***
Jennie Tronier

Fotos til blog1-001

 

Schönau am Königsee nær Berchtesgarden i Tyskland

Collager1

Vi startede sidste års sommerferie i byen Shönau am Königsee nær Berchtesgarden i Tyskland. Vi havde både hørt godt om selve området, at der skulle være utrolig smukt, samt om Ørnereden, Hitlers 50-års fødselsdagsgave, som ligger i nærheden, så det ville vi gerne opleve.
Berchtesgarden ligger i Bayern i det sydlige Tyskland tæt på den østrigske grænse.

Vi bookede hjemmefra et værelse på Stoll’s Sporthotel i Schönau am Königssee ca. 4 km fra Berchtesgarden. Det er et 3-stjernet hotel, hvor vi fik et stort værelse med plads til 5 personer, dog desværre uden udsigt. Hotelmutter var sød, smilende og hjælpsom, og morgenmaden var helt okay, men vi kunne ikke engang købe os en kop kaffe om eftermiddagen eller en is til ungerne. Det var lidt ærgerligt.

Berchtesgarden er især kendt for den dybe smukke sø Königssee, hvor noget af filmen “Sound of Music” er optaget, og selvfølgelig nazisternes gamle område Obersalzberg, hvor Ørnereden ligger.
Vi besøgte begge steder på dage med fuld sol og blå himmel. Rimelig heldigt.

Praktisk information:

  • Stoll’s Sporthotel kostede for fem personer 1100 d.kr. for en nat.
  • Der ligger mange hoteller i området, så man behøver ikke at booke hotel hjemmefra.
  • Køb en østrigsk vignette for at besøge området, da byen ligger så tæt på grænsen mellem Tyskland og Østrig, at man kører både på den ene side og den anden. 
  • Området kan både besøges om sommeren og om vinteren.
  • Der er et ganske fint skisportssted i området.
  • Besøg Königsee, hvor der er en hyggelig gågade ned til søbredden.
  • Besøg Kehlsteinhaus, også kaldet Ørnereden.
  • Besøg Dokumentation Obersalzberg, hvor man kan komme ned i de underjordiske bunkers.
  • Berchtesgaden ligger ca. 1100 km / 10-11 timer fra Puttgarden.
  • Området er klart oplevelsesværdigt.

***
Jennie Tronier