Boganmeldelse: “Forbandede kærlighed” af Colleen Hoover

Endnu engang har jeg kastet mig over en roman af Colleen Hoover. Hun har udgivet 12 romaner og de fleste af dem er, på trods af hendes ret unge alder (født 1979), blevet New York Times Bestsellers. Fire af disse romaner er oversat til dansk, og den første der nåede vores land var “Forbandede kærlighed”.

Bogen handler om den 23-årige pige Tate som flytter ind i et værelse hos hendes bror Corbin. De har et meget tæt søskende forhold, men han er pilot, så hun har ofte lejligheden for sig selv. Hun er i byen for at arbejde som sygeplejerske, så hun har hverken tid eller lyst til et forhold, men allerede første dag i lejligheden møder hun naboen Miles, som også er pilot og yderst tiltrækkende. Han har dog ingen intentioner om et forhold, men tiltrækningen er åbenlys hos dem begge, så efter deres første kys bliver de enige om et løst forhold som dog kun skal handle om sex. Miles sætter to regler. Regel nr. 1: Stil ikke spørgsmål om min fortid. Regel nr. 2: Forvent aldrig en fremtid. Men hvor står Tate i forholdet til en fyr, som ikke vil elskes? Og hvad er der sket i fortiden, som der ikke må åbnes op for?

Jeg må indrømme, at jeg er yderst begejstret for disse bøger, så hvis man er til virkelig velskrevne kærlighedsbøger er dette absolut et Must Read. Colleen Hoover må siges at være verdensmester i denne genre. Nogle vil nærmest sige, at hun har opfundet New Adult-genren, som er kendetegnet ved at være lidt mindre uskyldig end Young Adult-genren. Jeg læste bogen på mindre end 24 timer, og jeg både grinte og græd undervejs. Den er virkelig fantastisk, synes jeg.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikanske Colleen Hoover
  • Bogen er på 372 sider
  • Genren er New Adult
  • Bogen blev i maj 2016 udgivet i Danmark af forlaget Lindhardt og Ringhof, som den første af Colleen Hoovers bøger
  • Originaltitlen er “Ugly love” som originalt blev udgivet i august 2014

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Måske en dag” af Colleen Hoover

Jeg var ret begejstret for sidste bog jeg læste af forfatteren Colleen Hoover, så da denne landede i min mailboks fra biblioteket var det en glad og forventningsfuld kvinde der kørte forbi biblioteket efter arbejde. Kærlighedsbøger, hvor livets realiteter også vendes, er da lige noget for mig.

“Måske en dag” handler om den unge musikstuderende Sydney, som på afstand iagttager en musikspillende fyr på en altan. Da hun senere finder ud af, at hendes kæreste Hunter er hende utro med hendes bedste veninde, står hun pludselig uden tag over hovedet, og tilfældighederne bringer hende sammen med altan-fyren. Han viser sig at hedde Ridge og han tilbyder hende et midlertidigt værelse i hans lejlighed. Ret hurtigt finder de ud af, at hans skriveblokering passer sammen med hendes sans for sangskrivning, men følelserne ligger også og lurer imellem dem. Ridge har dog en kæreste, og han er en god og loyal fyr – modsat Sydneys bedrageriske ekskæreste – så hun kan kun håbe på, at der måske kommer en dag.

Igen læste jeg bogen på mindre end et døgn, for det er en fantastisk bog, men – for denne gang er der et lille bitte men – jeg var ikke helt lige så blown away som ved bogen “Det ender med os”. Teamet omkring utroskab, hvem vælger man, hvis man elsker to, er lidt kedeligt og måske hverdagsagtigt. Jeg ved ikke hvordan jeg bedre skal forklare det, men på en eller anden måde mangler der lidt i handlingen for mig i denne bog for at nå helt op i toppen, som den tidligere bog jeg læste af Colleen Hoover. Den kan dog bestemt stadig anbefales til alle som elsker en god kærlighedshistorie.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikanske Collen Hoover
  • Bogen er på 469 sider
  • Bogen blev i september 2016 udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof
  • Originaltitlen er “Maybe Someday” som blev udgivet i 2014
  • På YouTube er der et soundtrack, hvis man søger på Maybe Someday Colleen Hoover

Boganmeldelse: “Det ender med os” af Colleen Hoover

Jeg har af flere fået anbefalet denne forfatter, Colleen Hoover, som skulle skrive fantastisk. Hun har skrevet flere forskellige romaner og de fleste af dem er endt som New York Times Bestsellers. Hendes romaner er i genren kærlighedsromaner, men kan være med et twist af noget mere alvorligt. Jeg skrev mig derfor op til flere af hendes romaner på mit bibliotek og den første der kom hjem var “Det ender med os”.

Bogen handler om Lily, som har haft en svær opvækst og et ret problematisk forhold til sin far. Da hun møder neurokirurgen Ryle forelsker hun sig hovedkulds og de ender med at udvikle et hedt forhold. Lily er endelig lykkelig i sit liv, omgivet af en dejlig mand samt en svigerfamilie der elsker hende højt, men nogle gange er der små ting ved Ryle, som gør hende urolig og bange, små glimt af noget ubehagligt. Hun bilder sig ind, at det blot er det umenneskelige pres på hans karriere, der spiller ind, men er det den egentlige grund? Da Lilys første store kærlighed Atlas uventet dukker op, hamrer tvivlen og realiteterne ind i Lily med et brag. Er Ryle egentlig den rette person for hende?

Jeg slugte bogen på en dag. Den er fantastisk, synes jeg. Colleen Hoovers evne til at beskrive alle slags følelser, både de gode og de dårlige, er fænomenal. At bogen ikke bare er endnu en klichefyldt kærlighedsroman, men rummer så meget mere, gør det ganske enkelt endnu mere interessant for mig. Jeg kan kun sige: Læs den!

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er amerikanske Collen Hoover
  • Bogen er på 413 sider
  • Bogen blev udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof i maj 2017

***
Jennie Tronier