Bountykugler

Julen er overstået og nytårsaften nærmer sig med hastige skridt, men inden vi når dertil, tænker jeg lige at dele endnu en juleopskrift med jer. Jeg er nemlig ret tosset med konfekt, men spiser det nok oftest kun i juledagene, hvor det så til gengæld får hele armen. Her laver jeg gerne flere forskellige slags, så vi i hvert fald ikke løber tør. Helst laver jeg både Mozartkugler, cornflakestoppe, nougatbrud (som jeg tidligere har skrevet om i dette indlæg) og havegrynskugler, men hvert år prøver jeg også noget nyt – og i år var dette bl.a. bountykugler, som blev et stort hit herhjemme.

Igennem alle juledagene tager jeg mig hver dag en kop kaffe med et (eller flere) stykker konfekt, og det smager himmelsk – men er måske også grunden til at vægten siger +2,5 kg efter denne jul… 😳

Bountykugler (ca. 30 stk.)

  • 100 g kokosmel + ekstra til pynt
  • 140 g kondenseret mælk
  • 200 g chokolade

Bland kokosmel og kondenseret mælk. Form dem til mindre mundrette kugler og sæt dem i fryseren i 1/2 time.

Smelt herefter chokoladen over vandbad og dyp kokoskuglerne i én ad gangen.

Sæt kuglerne til tørre på et stykke bagepapir og drys med lidt ekstra kokos, så snart de kommer op, da chokoladen størkner hurtigt, når kuglerne er kolde.

Opbevar bountykuglerne på køl indtil de skal serveres.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.