Jeg har lige læst den sidste side af bogen “To brødre”, og det er virkelig en god historie, som jeg kun kan anbefale. Den formår både at være spændende, levende og faktuel på én gang, og det kan jeg virkelig godt lide. Det er faktisk nok tæt på at være én af de allerbedste bøger jeg har læst i meget lang tid.
“To brødre” handler om en helt almindelig familie i Berlin. Moderen Frieda er læge, faderen Wolfgang er musiker, og sammen får de to små drenge i 1920. Egentlig et hold tvillinger, som de ventede sig under graviditeten, men hvor den ene er adopteret. Frieda mister nemlig en dreng under fødslen, mens en anden dreng, født samme tidspunkt på hospitalet, mister sin mor under fødslen. Forældrene vælger derfor uden tøven at adoptere den forældreløse dreng, så de stadig kommer hjem fra hospitalet med tvillinger, som de drømte om. Én er jøde, én er ikke-jøde.
Drengene vokser op, uanende om adoptionen. Paulus er klog, rolig og analyserende. Otto er naiv, vild og impulsiv. De to brødre slås og konkurrerer mod hinanden som brødre gør, ikke mindst i kampen om den smukke Dagmar, som de begge er dybt forelskede i. Vi føres sammen gennem drengenes opvækst, hvor vi oplever revolutionen og optøjerne efter 1. verdenskrig, inflationen i 1920’erne, de brølende tider med jazzklubberne, krakket og arbejdsløsheden, Hitlers indtræden på magten i 1930érne, forfølgelserne mod jøderne, angrebene på Krystalnatten, de afviste visa-ansøgninger, jødestikkerne osv – helt frem til DDR-tiden i 1950érne.
Og selvom jeg har hørt historien om Berlin mange gange før, bliver det så levende og endnu mere horribelt, når man kommer bag om historiebøgernes fakta og ind i helt almindelige folks stuer og hverdag.
Jeg kan kun sige: Læs den!
Data omkring bogen:
- Forfatteren hedder Ben Elton og er en britisk komiker, skuespiller og forfatter
- Bogen er på 611 sider
- Genren er skønlitteratur
- Bogen blev udgivet af forlaget Turbolenz i 2013
xxx
Jennie Tronier