Jeg er lige blevet færdig med bogen “Sommeren jeg mødte dig” af Jojo Moyes, og hvor er den bare hyggelig.
Jeg kom på sporet af Jojo Moyes, da jeg læste hendes gennembrudsbog “Mig før dig”, som virkelig satte sine spor i mig. Den er stadig her nogle år efter på min top 10-liste over bedste bøger nogensinde, så den kunne virkelig noget for mig. Siden har jeg læst en del af Jojo Moyes bøger, men ingen af dem er kommet helt op i samme liga endnu, men okay, der skal virkelig også noget til!
Bogen “Sommeren jeg mødte dig” handler om de to veninder Lottie og Celia, som vokser op i en lille stille badeby i 1950´ernes England. En sommer kommer en gruppe kunstnere til byen og køber byens smukke art deco-hus Arcadia, og begge veninder bliver straks tiltrukket af det bohemeagtige miljø. Endda så meget, at det får skæbnesvangre konsekvenser for hjertevenindernes liv og lykke.
50 år senere bliver Arcadia igen genstand for en masse sladder i den stille badeby, da en finansmand vil omdanne det misligeholdte hus til et fint badehotel. Under renoveringen vækkes husets historie hurtigt til live igen, og hemmelighederne om hvad der skete for alle de år siden kommer stille og roligt frem i lyset.
For mig er bogen rar og hyggelig. Sådan en rigtig sofabog, hvor man bare kan sætte sig tilbage og blive underholdt. Alle de fine twists på historien, kunne virkelig noget, og Jojo Moyes formår endnu engang at skrive så siderne nærmest vender sig selv.
Data om bogen:
- Forfatteren er britiske Jojo Moyes, som er en af de få forfattere der har vundet “The Romantic Novel of the Year Award” to gange
- Bogen er udgivet af forlaget Cicero
- Genren er skønlitteratur
- Bogen er på 449 sider
***
Jennie Tronier