For et par måneder siden så jeg et interview i Go’ Morgen Danmark med den danske krimiforfatter Anne Mette Hancock, hvor hun anbefalede nogle bøger som alle havde haft en positiv indvirkning på hendes forfatterskab. Bøgerne var den nyere bog “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov, som skulle være så hjertevarm og godt skrevet, at den havde fået både tårer og grin frem, bogen “Sandheden om Harry Quebert-sagen” af Joël Dicker, som var én af de bedste bøger hun længe havde læst, bogen “Efterforskerne” skrevet af flere tidligere politimænd, hvor flere af dem har været med til at hjælpe hende med de mere polititekniske detaljer i hendes egne bøger, og krimien “Post Mortem” af Patricia Cornwell, som måske nok er bogen der er skyld i hendes egen lyst til at skrive krimier.
Hun snakkede så varmt om alle fire bøger, og da jeg sagtens kan forstå hendes fascination over den af bøgerne som jeg selv har læst, skyndte jeg mig efterfølgende at bestille de tre andre bøger på mit bibliotek. Den første af dem der kom hjem til mig var den lidt ældre krimi “Post Mortem”, og jeg kan kun give hende ret, den er virkelig spændende og godt skrevet.
Bogen handler om den ledende retsmediciner Kay Scarpetta i Richmond i staten Virginia. Hun bliver en tidlig morgen vækket af politimanden Pete Marino, da endnu et uhyggeligt kvindemord er sket i byen. Alle kvinderne er dræbt om natten, mens de var alene hjemme, og morderen sniger sig ind til dem, paralyserer dem, bagbinder dem og dræber dem. Scarpetta starter derfor en jagt sammen med Marino, men jo længere de kommer i opklaringsarbejdet, jo flere spørgsmål dukker op. Er det tilfældige kvinder der myrdes eller er der en forbindelse mellem dem? Er morderen alene om det? Og vil han slå til igen?
Bogen er fra 1990 og var den første af sin slags, hvor der var en stærk og sej kvinde i front. Den blev begyndelsen på en lang række bøger om retsmedicineren Scarpetta, og serien menes at have skabt så stor interesse for retsmedicinerverdenen, at bl.a. diverse tv-serier som fx CSI kom til.
Jeg kan kun anbefale denne bog til alle. Både for dens historiske betydning, men også fordi den er virkelig godt skrevet med en masse detaljerende viden omkring både det retsmedicinske politiarbejde, men også om hvordan bl.a. FBI arbejder. Jeg kan kun glæde mig til at gå i gang med resten af bøgerne i serien.
Scarpetta-serien består af:
1: Post Mortem / 2: Bevisets byrde / 3: Alt hvad der er tilbage / 4: Grusom og sjælden / 5: Kadaverfarmen / 6: Scarpettas mareridt / 7: Dødens årsag / 8: Brændte beviser / 9: Virusbomben / 10: Varulv / 11: Den sidste station
/ 12: Spyfluer / 13: Sporfund / 14: Rovdyr / 15: Dødebogen / 16: Scarpetta / 17: Scarpetta-faktoren / 18: Dødens havn
Data omkring bogen:
- Forfatteren er amerikaneren Patricia Cornwell, som blev født i 1956 i Miami, Florida
- Hun har bl.a. arbejdet på en retsmedicinsk afdeling i Virginia, før hun startede med at skrive bøger
- Bogen er på 268 sider og er den første bog i serien om Kay Scarpetta
- Genren er krimi
- Den blev udgivet i Danmark i 1992 af forlaget Forum
***
Jennie Tronier