Boganmeldelse: “Papmaché reglen” af Hella Joof

Jeg har i ganske lang tid været skrevet op på biblioteket til Hella Joofs bog “Papmaché reglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling”, og i sidste uge fik jeg den endelig hjem.

Bogen er en morsom, men samtidig alvorlig, samling af leveregler, som kan gøre vores liv nemmere i forhold til de store og små valg i livet. Hella Joof formår på fornemmeste vis at forklare hver regel og gøre dem hverdagsagtige, så vi alle sandsynligvis kan nikke genkendende til dem på den der spruttende af latter-agtig måde.

Herunder er et udvalg af levereglerne:

  1. Papmaché reglen: Lovpris alle gaver, for selv de gaver, som man ikke forventede at blive glad for, kan vise sig at være de helt rigtige. Reglen er opkaldt efter en situation juleaften, hvor Hella fik en papmaché-sparegris lavet af ren kærlighed.
  2. Glimmer-reglen: Tænk over hver dag, hvad man har oplevet af gode ting. Det kan være en sød kommentar, et rart blik, et omsorgsfuldt hjælp på arbejdet eller en tegning fra et barn. Døb det i glimmer og sæt det op på kaminhylden. På den måde er der altid noget rart at kigge på, selv på de dage, hvor det er svært at finde de gode ting.
  3. Birkes reglen: Det-man-siger-er-man-selv-reglen. Hvis nogen har birkes mellem tænderne, så siger man det. Eller hvis nogle er kommet til at tage nederdelen ned i underbukserne, så siger man det. Men man skal selvfølgelig ikke sige ALT til folk. Hvis sandheden kan gøre lidt mere ondt at modtage, skal man sige noget til de folk, hvor der er meget kærlighed imellem. Og hvis man ikke har den store kærlighed, skal man lade nogle andre gøre det.
  4. Rub og stub-reglen: Hvordan tackler man den misundelse som kan ramme alle og enhver. I stedet for at tænke lidt grimt om de personer som altid har ja-hatten på, er super dygtige til sit arbejde, har flotte lange ben, altid får blomster fra ægtefællen osv., kan man prøve at lave rub og stub-øvelsen: Man må bytte liv med alle i hele verdenen, men man skal bytte hele deres liv, både deres arbejde, deres udseende, deres ægtefælle, deres børn, deres udsigt, deres hunde osv. Det hele skal byttes ud med den anden. Mærk efter. Er det noget man har lyst til?
  5. Banal-reglen: Husk at det ofte er de små ting, som gør os lykkelige. Det kan være at nogle laver mad til én eller nogle som lægger armen om én, når man er ked af det.
  6. Bomulds-reglen: I stedet for at blive irriteret over andre, fx når ens ægtefælle altid smider håndklæderne på gulvet, kan man tænke; han har vist brug for hjælp i denne situation, jeg hænger det op for ham.
  7. Walk the talk-reglen: Man ikke skal prædike noget, man ikke selv kan overholde. Lad derfor være med at brokke dig over hvor uopdragne andre menneskers børn er og brok dig ikke over at andre er miljøsvin, hvis du selv kaster cigaretskod i naturen og ikke køber økologiske varer. Du skal med andre ord leve op til dine egne idealer, men forsøge at lade være med at dømme andre, fordi de har et andet værdisæt end dig.
  8. Pizza-reglen: Vi skal ikke nøjes. Vi skal gå efter det, vi gerne vil have med samme sikkerhed, som når vi bestiller vores yndlingspizza. For man lader jo heller ikke pizzamanden bestemme fyldet på ens pizza, så hvorfor nøjes, hvis man kan få det, man gerne vil have?

Tusinde tak for oplevelsen Hella – glimmer på og op på kaminhylden!

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den danske skuespiller og forfatter Hella Joof
  • Bogen er på 202 sider
  • Bogen er udgivet af forlaget Gyldendal

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.