Boganmeldelse “Manderley for altid” af Tatiana De Rosnay

Jeg har i den grad haft en off day i dag. Jeg vågnede tidligt i morges med de vildeste mavesmerter, og selvom jeg egentlig er vant til kraftige mavesmerter pga. min colitis-tilstand, var disse for kraftige til at overse. Jeg har derfor ligget på sofaen stort set hele dagen og prøvet at komme ovenpå, så jeg forhåbentlig kan blive klar til weekenden. På lørdag skal Savannah nemlig danse på Plænescenen i Tivoli, plus vi skal til min venindes 40-års fødselsdag om aftenen, og begge dele vil jeg virkelig ikke gå glip af. Jeg tænker derfor at en masse gode og positive tanker vil hjælpe mig lidt på vej, hvorfor en anmeldelse af en virkelig god bog må være vejen frem.

I sidste uge blev jeg færdig med bogen “Manderley for altid”, som er en biografi om den engelske forfatterinde Daphne du Mauriers, skrevet af den franske forfatterinde Tatiana De Rosnay.
Daphne blev født i 1907, og hun voksede op i en kunstnerfamilie, da begge hendes forældre var skuespillere og hendes bedstefar var fransk-engelsk forfatter. Bogen beskriver hendes liv fra start til slut, om hvordan hun får gang i hendes forfatterskab, hvilke tanker hun gjorde sig omkring mesterværkerne “Rebecca” og “Fuglene” (som begge blev filmatiseret af Alfred Hitchcock), og hendes kærlighed til Cornwall og ikke mindst huset Manderley, som kom til at betyde så meget for både hendes liv og karriere.

Jeg er fuldstændig tosset med Tatiana De Rosnays skrivekundskaber. Hun formår virkelig at holde min interesse intakt og selvom en biografi godt til tider kan virke lidt tung at komme igennem, følte jeg mig i den grad underholdt hele vejen igennem. Den får virkelig mine varmeste anbefalinger med på vejen.

Data omkring bogen:

  • Bogen er skrevet af den franske forfatterinde Tatiana De Rosnay, som blev verdenskendt efter den fantastiske bog “Sarahs nøgle” (Hvis I ikke har læst den, LÆS DEN!)
  • Bogen er på 406 sider
  • Bogen blev udgivet i Danmark af forlaget Bazar i september 2016
  • Genren er en biografi
  • Bogens originale titel er “Manderley for ever”

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.