Boganmeldelse: “Lola og naboens søn” og “Isla og jagten på lykke” af Stephanie Perkins

Tilbage i 2015 læste jeg den første bog “Anna og det franske kys” i romance-trilogien af Stephanie Perkins. Dengang var jeg rimelig begejstret, så da jeg faldt over efterfølgerne, måtte jeg selvfølgelig også læse dem.

Bogen “Lola og naboens søn” handler om den farverige pige Lola, som bor i San Francisco med hendes to fædre. Hun har et godt liv, hvor hun går i highschool, har gode veninder og er kæreste med en rockmusiker. Alt er derfor godt indtil hendes barndomskærlighed Cricket flytter tilbage i nabohuset. Lola er på én måde glad for at have ham tilbage, men samtidig skræmt, fordi han sårede hende meget engang.

Den sidste bog i trilogien “Isla og jagten på lykke” handler om den smukke Isla og den charmerende Josh. De er begge amerikanske studerende på en kostskole i Paris, og i deres sidste år på skolen, finder de sammen. Isla er en pige som passer sin skole til punkt og prikke, hun har gode karakterer og alle døre står åbne for hende, hun ved dog bare ikke hvad hun vil bruge sin kunnen til. Josh derimod gør alt for at blive smidt ud af skolen, da han i bund og grund ønsker at gøre oprør mod sin familiebaggrund. Han er en yderst talentfuld tegneserietegner, som drømmer om at komme på The Center for Cartoon Studies i Vermont, men er det godt nok for hans fine politiske familie?

Efter at have læst alle tre bøger må jeg bestemt sige, at jeg stadig er rimelig begejstret!

Stephanie Perkins skriver på en utrolig levende måde, som rammer de mange følelser i teenageårene lige på sømmet. Hun beskriver helt eminent alle de mange både indre og ydre konflikter, som man møder i teenageårene, samt hvordan man på vej mod voksenlivet prøver at finde sit eget ståsted. Så selvom jeg jo nok er en anelse over målgruppen – det er jo ved at være nogle år siden jeg fyldte 18 år – synes jeg bestemt, at bøgerne kan anbefales.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den amerikanske forfatterinde Stephanie Perkins
  • Bøgerne er på hhv. 374 og 349 sider
  • Genren er romantik
  • Forlaget er Lindhardt og Ringhof

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.