Boganmeldelse: “Lavendelhaven”

IMG_5390

Jeg læste Midnatsrosen af Lucinda Riley for ganske nylig, og den var jeg så vild med, at jeg blev nødt til også at kaste mig over “Lavendelhaven” af samme forfatter. Lucinda Riley er en fantastisk forfatter, som formår at skrive underholdende om kærlighed og samtidig på den mest fængende måde også kan kæde historiske begivenheder ind i historien.

“Lavendelhaven” handler om den unge Emilie, som arver et smukt, men forfaldent château i Sydfrankrig. Emilies elskede far døde, da Emilie selv var 14 år gammel, og hendes mor har altid betragtet det glamourøse selskabsliv som en vigtigere opgave end at tage sig at sin datter, så det er ikke med den store sorg, at Emilie må sige farvel til sin mor. Nu er spørgsmålet dog bare om Emilie skal restaurere og beholde slottet eller sælge det videre til en anden familie.

En dag møder Emilie den unge kunsthandler Sebastian fra England. Han formår at charmere sig så meget ind i hendes liv, at hun forelsker sig for første gang, og ikke lang tid derefter gifter de sig. Det er en lidt svær tid for Emilie, men hun føler, at Sebastian er den rigtige for hende, så de beslutter sammen, at beholde slottet, men flytte til England, hvor Sebastian nemmere kan passe sin kunstforretning.

I England er vejret koldt, Sebastian er næsten aldrig hjemme, og Emilie begynder at kede sig. Hun begynder derfor så småt at snakke med Sebastians bror, som Sebastian har fortalt er alkoholiker og et meget vredt menneske. Samtidig rejser hun til Sydfrankrig for at følge restaureringen af sit slot, og en dag spørger hun slottets gamle vinbonde nærmere ind til hendes families forhistorie. Her bliver hun ført tilbage til sin aristokratiske baggrund og 2. verdenskrig, og hun kommer nærmere og nærmere alle familiens hemmeligheder.

Bogen indeholder både forbudt kærlighed, et forsvundet barn, stærk lidenskab, dramatik, tilgivelse, et grusomt svigt og spændende forhistorie fra 2. verdenskrig.

Jeg er igen ret begejstret for Lucinda Rileys måde at skrive på, hvordan hun formår at fange ens interesse side efter side, men desværre er jeg ikke helt oppe i skyerne på samme måde, som jeg var over “Midnatsrosen”.
Jeg tog mig selv i flere gange at blive irriteret på fx Emilie og Sebastian, hvorfor er Emilie så naiv med flere ting og hvorfor er Sebastian som han er (uden at røbe for meget), at jeg langt hen i bogen hellere ville læse om dengang under 2. verdenskrig end om nutiden.
Men det er stadig en fantastisk bog, som jeg hellere end gerne vil anbefale til alle, der er til den slags bøger.

Data omkring bogen:

  • Bogen er skrevet af Lucinda Riley, som er en irsk/engelsk forfatter
  • Riley er hendes giftenavn, tidligere hed hun Lucinda Edmonds
  • Bogen er på 555 sider
  • Genren er skønlitteratur
  • Bogen udkom i Danmark i 2014
  • Bogens originale titel er “The Lavender Garden”

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.