Boganmeldelse: “En holdt kvinde” af Karin Slaughter

Lige siden jeg læste min første Karin Slaughter-bog har jeg været solgt. Solgt over hendes skrivemåde, den måde hun formår at fange mig som læser, og solgt over hendes personskildringer og forløbshandlinger. Helt fantastiske bøger, hvis man spørger mig. Især bøgerne med Sara Linton og Will Trent er i toppen af mine yndlings krimibøger, så da jeg hørte, at nr. 10 i serien var udkommet på dansk, måtte jeg selvfølgelig også læse den.

Bogen “En holdt kvinde” handler om opklaringen af endnu et mord. Både Will og Sara involveres i et mord på en tidligere betjent, hvor der også er spor som peger i retning af endnu et offer, en kvinde som dog er forsvundet. Er hun død eller levende? Og hvorfor er hun fjernet fra gerningsstedet. Sagen kompliceres yderligere af, at gerningsstedet befinder sig i en tom lagerbygning ejet af en af de lokale sportshelte; basketballspilleren Marcus Rippey, som tidligere blev dømt uskyldig i en mistænksom voldtægtssag.
Efterhånden som handlingen skrider frem, finder man ud af, hvor omfattende sagen egentlig er, da både Wills kone Angie og flere korrupte politi- og topfolk dukker op i efterforskningen.

Jeg er igen temmelig begejstret for Karin Slaughter. Hun formår virkelig at underholde med sin medrivende måde at skrive på, så selvom det er en omfattende handling med mange involverede, er jeg som læser med hele vejen uden at blive forvirret. Og at vi denne gang får et større indblik i Will og Angies opvækst, som en selvstændig føljeton, er kun endnu et plus i bogen.
Jeg kan kun anbefale hendes krimier til alle og glæder mig allerede til endnu et skud på stammen.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er den amerikanske krimidronning Karin Slaughter
  • Bogen er på 464 sider og genren er en krimi
  • Bogen er nr. 10 i serien om Sara Linton
  • Bogen er udgivet af forlaget Harper Collins Nordic
  • Originaltitel er “The Kept Woman”

P.s. Er der nogen der kender én som har fødselsdag i morgen og som bliver 40 år???? Det gør jeeeeggg 😜

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.