Boganmeldelse: “Domino” af Carin Gerhardsen

Jeg har gennem de seneste år læst de første syv bind i Hammarby-serien, og jeg har været svært begejstret over hver bog. Carin Gerhardsen skriver virkelig godt, personskildringerne er fantastiske, handlingerne er gennemarbejdet og hun formår på bedste vis at fange mig som læser. Derfor skulle jeg selvfølgelig også læse denne ottende og sidste bog i serien, om den var værdig nok, som den finale jeg ønskede af serien – og jeg er bestemt ikke skuffet, vil jeg godt indrømme.

Bogen “Domino” handler om opklaringen af de brutale mord på en midaldrende kvinde og en lille dreng begået på åben gade i Stockholm. Begge bliver slået ihjel ved slag i hovedet med en hammer, og hurtigt bindes der tråde til et mord begået 20 år tidligere, hvor en syvårig dreng bliver slået ihjel på samme måde af hans femårige kammerat. Opklaringen forstyrres dog af problemer i kriminalinspektør Conny Sjøbergs team, da Jamal er sygemeldt på ubestemt tid efter hans psykiske nedsmeltning, Petra kæmper sig af samme grund igennem hverdagen, Gerdin pludseligt sygemelder sig, og Sjøberg bliver presset af den nye stedfortrædende chef, som gør alt der står i hendes magt, for at pille ham ned. Kan teamet stå for presset og alligevel holde sammen i en svær opklaringsproces?

Jeg er endnu engang begejstret. Bogen er af høj kvalitet, synes jeg, sproget er flydende og personerne autentiske. Igen blev jeg fanget af et godt plot med masser af opklaringsarbejde, og jeg blev rørt over de skæbner som gennem årene har betalt en høj pris. Historien omkring problemerne i teamet, især omkring Hamad, fylder en del i bogen, men selvom det ikke som sådan har noget med opklaringen af mordene at gøre, hænger det sammen med helheden af serien og er med til at sætte et perfekt punktum.
Hvis man derfor er til krimier der hverken er for hyggelige eller for neglebidende, måske lige midt imellem, er dette bestemt et godt bud på en genial krimiserie. Jeg vil dog anbefale jer, at I læser dem i den rigtige rækkefølge, da det er en af de serier, hvor man virkelig lærer personerne at kende.

Hammarby-serien består af:
1: Pandekagehuset / 2: Dukkebarn / 3: Vuggevise / 4: Død mands hånd / 5: Klaverstemmeren / 6: Hendes iskolde øjne / 7: Tykkere end vand / 8: Domino

Data omkring bogen:

  • Krimiserien er skrevet af den svenske forfatter Carin Gerhardsen
  • Bogen er på 429 sider
  • Genren er krimi
  • Bogen blev udgivet af forlaget People’s Press i februar 2017

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.