“Bøn om tavshed” er andet bind i krimiserien om den unge politichef Kate Burkholder og BCI-feltagenten John Tomasetti.
Se her for anmeldelse af første bind i serien Tvunget til tavshed.
Bogen handler om et syvdobbelt drab, hvor en hel amishfamilie bliver dræbt på deres gård. Kate Burkholder og hendes lille polititeam har meget få spor at gå efter, intet motiv og ingen mistænkte indtil Kate finder en dagbog til en af familiens teenagedøtre Mary. For hvem er den karismatiske fremmed, som stjal amishpigens hjerte? Og levede hun et dobbeltliv som kunne føre til at hele familien blev nedslagtet på grusomste vis?
I denne sag kan Kate drage fordel af hendes store kendskab til amishfolket, da de fredelige religiøse folk også kan have en del hemmeligheder for hinanden, men efterforskningen bliver også ekstra smertefuld for Kate, da hun føler en vis lighed med Mary.
Samtidig er forholdet til Tomasetti lidt “on and off”, da begges indre dæmoner bliver mere og mere tydelige for hinanden, mens forelskelsen også bliver større og større.
Jeg er igen ret begejstret over både handlingen, måden Linda Castillo skriver på og personskildringerne, men lidt som i første bog mangler den lige det sidste til at komme op i den helt store liga, selvom den er ret tæt på. Det er dog omvendt også ret sjældent, at jeg giver fuldt hus i krimiserier.
Data omkring bogen:
- Forfatteren er Linda Castillo, som er en amerikansk forfatter
- Bogen er på 416 sider
- Genren er krimi
- Bogen udkom i 2013
- Bogens originaltitel er “Pray for Silence”
***
Jennie Tronier