Vi var forleden et smut i Berlin efter en Golf GTI MK3. Min mand har i mange år drømt om at eje lige præcis sådan en bil, så da han forleden aften så et godt tilbud på sådan én, spurgte jeg om fri fra arbejdet og vi satte kursen mod Berlin.
Det viste sig at blive en ret lang dag med kørsel frem og tilbage med en stor autotrailer samt en hel del kø, især ved færgen i Rødby for at komme ind i Danmark igen. Men sådan en kærestetur er alligevel altid et hit. Tænk vi havde over 10 timer alene sammen, hvor vi ikke hele tiden blev forstyrret af ungerne, og hvor vi helt selv kunne vælge, hvad vi ville spise til morgenmad, frokost og aftensmad. Vi havde derfor tid til at snakke, både om vores drømme, om alt det gode vi har oplevet sammen, og selvfølgelig om børnene. Hvorfor ender sådan nogle kæresteture egentlig altid med at omhandle børnene alligevel, nu hvor man endelig har noget tid for sig selv? Det er lidt sjovt ik, eller er vi de eneste der har det sådan?
Nåh men, det var egentlig ikke meningen at dette skriv skulle handle om en gammel bil – der bliver bare snakket ufattelig meget om gamle biler, rust, pladesmede og bildele herhjemme, så det var lige det første jeg havde i tankerne.
Nu til det lidt mere seriøse: Anbefalelsesværdige spisesteder ved Como-søen!
Ristorante Belle Isole
Via Regina 25
22011 Cadenabbia di Griante
Kun 10 min. fra vores hotel lå denne perle af en restaurant. Maden, udsigten og servicen var fremragende, så faktisk endte vi med at spise der to ud af tre aftener mens vi var i området. Vi smagte både flere af deres pastaretter, deres pizzaer, nogle af deres forretter og nogle af deres desserter, og det hele kan anbefales.
Riviera Pizzaria
Via Regina 43
22011 Cadenabbia di Griante
Lige ved siden af vores hotel lå denne hyggelige frokostrestaurant, og det viste sig at være et ganske godt bud på frokost. Vi prøvede flere af deres pizzaer, som var helt som de skulle være, sprøde og ikke for overfyldte, og servicen var venlig, smilende og opmærksom.
Helt klart anbefalelsesværdig!
BabaYaga Steak House & Pizza
Via Eugenio Vitali 8
22021 Bellagio
Da vi var i Bellagio og sulten viste sig, endte vi med at google gode restauranter i nærheden, og denne restaurant kom frem. Det skulle vise sig at være et virkelig godt valg, for hold da op især deres pizzaer var fremragende. Måske blandt de allerbedste pizzaer jeg nogensinde har smagt. Restauranten ligger dog uden udsigt, så hvis det er det man går efter, skal man ikke tage hertil.
Locanda dell’Isola Comacina
Isola Comacina
22010 Ossuccio
På vores heldagsbådtur havde vi fået anbefalet nogle spise- og drikkestop på vejen rundt på søen. Det ene af dem var dette stop, hvor vi endte med at spise en slags pandekage og drikke en kop kaffe. Hyggeligt sted med en fantastisk udsigt.
Crotto del Misto
Via Crotto 10
22025 Lezzeno
Et andet stop på vores bådtur, som vi havde fået anbefalet, var denne restaurant, som desværre viste sig at være frokostlukket, da vi lagde til med båden. Restauranten skulle eftersigende være fantastisk og især deres risotto skulle være anbefalelsesværdig. I stedet endte vi med at bestille et par pizzaer til deling i cafeen ved siden af, og de kunne bestemt også anbefales.
***
Jennie Tronier