Anbefalelsesværdige film set i juni

I juni har jeg set følgende film, som jeg kan anbefale andre at se:

“Red Sparrow”

Filmen handler om den russiske ballerina Dominika Egorova (Jennifer Lawrence), som efter en brutal balletulykke bliver nødt til at indstille sin karriere som danserinde. For at opretholde et økonomisk liv for sin syge mor ender hun derfor med at sige ja til at blive en del af en hemmelig efterretningstjeneste i Rusland, hvor hun trænes til en blive en såkaldt “sparrow” – en spion der mestrer manipulation og fysisk forførelse. På den måde havner Dominika midt i den kolde krig mellem Rusland og USA, hvor en amerikansk CIA-agent (Joel Edgerton) kommer til at spille en afgørende rolle i Dominikas liv.

Filmen er desværre ikke blevet særlig godt modtaget og har ikke fået særlig mange gode anmeldelser efter udgivelsen, men jeg er helt vild med skuespillerinden Jennifer Lawrence, så jeg tænkte alligevel, at jeg blev nødt til at se filmen. Og heldigvis da for det, for jeg synes, at den var god og bestemt de to timer og 20 min. værd.

Amerikansk spionfilm fra februar 2018.
Varighed: 2 timer og 20 min.
Set på amerikansk iTunes.
IMDb: 6,6/10

“Venskab med fryns” 

Denne film handler om Emma (Natalie Portman) og Adam (Ashton Kutcher), som har været venner hele deres liv. Da Adam finder ud af, at hans kæreste går i seng med hans far, søger han trøst i Emmas venskab, men i stedet ender det med, at de har sex. For at beskytte deres venskab indgår de en pagt omkring et såkaldt venskab med fryns. Det betyder ingen jalousi, ingen forventninger, ingen slåskampe, ingen blomster, ingen babystemmer. Spørgsmålet er bare, kan du have sex med nogen, uden at kærligheden kommer i vejen?

Jeg så filmen en aften, hvor jeg var alene foran fjernsynet, og jeg synes, at den var både sjov og underholdende. Jeg småklukkede stille og roligt for mig selv flere gange, så den må være værdig til en anbefaling herfra.

Amerikansk romantisk komedie fra januar 2011.
Varighed: 1 time og 48 min.
Set på Netflix
IMDb: 6,2/10
Amerikansk titel: “No strings attached”

“Tomb Raider 2018”

Filmen er baseret på rebootet af action-eventyrspillet Tomb Raider fra 2013, nok det mest populære Tomb Raider-spil til dato. I denne film er Lara Croft (Alicia Vikander) nu 21 år og hun ved ikke hvad hun vil bruge sit liv på, andet end at hun i hvert fald ikke vil overtage styringen i faderens forretningsimperium. Hendes far, en excentrisk eventyrer, forsvandt syv år tidligere, så i stedet vil hun finde ud af sandheden om sin far og begynder derfor at efterforske mysteriet. Hans sidste kendte opholdssted er et gravkammer på en mytisk ø, og det bliver en rejse med livet som indsats for den unge pige.

Jeg kan huske Angelina Jolie som Lara Croft og normalt er jeg ikke så tosset med genindspilninger af noget som jeg synes fungerede dengang. Dog synes jeg klart, at svenske Alicia Vikander gør det godt i rollen, måske endda bedre på nogle områder. Handlingen halter dog lidt i den sidste halvdel af filmen, synes jeg, men Alicia Vikander redder i den grad filmen for mig. Hun er virkelig en sej kvinde.

Amerikansk actionfilm fra marts 2018.
Varighed: 1 time og 58 min.
Set på iTunes.
IMDb: 6,4/10

“Pelé: Birth of a Legend”

Filmen er en fortælling om fodboldspilleren Pelé (Kevin de Paula), som vokser op i fattigdom i Brasilien, men ender på landets fodboldlandshold og med sin uortodokse spillestil og uovervindelige tro på at tingene overvinder alle forhindringer forandrer og inspirerer sit land for evigt.

Det var en film vi ret tilfældigt faldt over i fjernsynet og efter ganske kort tid sad hele familien foran fjernsynet og fulgte med i Pelé’s liv. Filmen er genial, synes jeg, og Pelé’s tilgang til livet var og stadig er genialt. Virkelig en inspirerende mand.

Amerikansk dramafilm fra maj 2016.
Varighed: 1 time og 47 min.
Set på TV2.
IMDb: 7,2/10

“Death wish – en mand ser rødt”

Filmen handler om kirurgen Paul (Bruce Willis) som lever et lykkeligt liv med hans kone Lucy (Elisabeth Shue) og collegestartende datter Jordan (Camila Morrone). Det stille liv bliver der dog vendt op og ned på, da en gruppe mænd bryder ind i deres hjem og overrasker mor og datter hjemme.

Det er en genindspilning af den tidligere film af samme navn fra 1974 med Charles Bronson i hovedrollen. Dengang kom der hele fire efterfølgere og det kunne denne også sagtens leve op til. Vi var i hvert fald i den grad underholdt.

Amerikansk actiondrama fra marts 2018.
Varighed: 1 time og 47 min.
Set på amerikansk iTunes.
IMDb: 6,4/10

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.