I starten af januar var jeg sådan en lille smule trist til mode, endnu et år var gået og hvad var der egentlig sket i mit liv og ikke mindst hvad ville der komme til at ske det næste stykke tid. Måske følte jeg lidt, at der aldrig skete noget i mit liv og at jeg på en eller anden måde bare spildte mit liv lidt på forskellige hverdagsting. Jeg kunne dog ikke rigtig finde hoved og hale i mine lidt negative tanker, og i flere dage gik jeg og tænkte og tænkte.
Til sidst besluttede jeg at skrive mine tanker ned omkring alle de ting jeg kunne glæde mig til, og det hjalp sjovt nok på humøret. Typisk mig! Og typisk, at jeg altid skal bruge nogle dage på at komme frem til den samme fremgangsmåde gang på gang, for jeg ved jo egentlig godt inderst inde hvad der hjælper for mig.
Mine tanker blev til følgende “Hvad skal jeg bruge det næste år til?”:
- Mor/datter-dag med tøserne hver især, hvor vi hygger med shopping og frokost (Max gider ikke sådan noget mere, men så må jeg bare nyde hans selskab på andre måder)
- Forhåbentlig skiferie til februar, så jeg kan blive bedre til det der ski-noget
- Gourmetaftener med vennerne (elsker mad, drikke og forkælelse samt samvær med mine venner)
- En masse fødselsdage, både i familien og med vennerne
- En masse fodboldkampe med Max + en tur til Holland + evt. en fodboldafslutning i haven
- En masse dans med Savannah og forhåbentlig flere medaljer til hende
- Måske på nogle inspirerende kurser på arbejdet med mine dejlige kollegaer Merete, Vibeke og Mia
- Se Dirty Dancing-musicalen med søde Bettina
- Planlægge og holde konfirmation for Max (tænk min søn er blevet så stor)
- Deltage i både Clara og Stines konfirmationer
- Forhåbentlig sommerferie et spændende sted (min drøm er USA, men et lækkert sted i Danmark ville bestemt også være i orden)
- Sommerfest med vennerne og vores årlige kongespilkamp, mænd vs kvinder
- Forhåbentlig storbytur med manden (måske er det i år vi skal afsted med Max på hans voksen-alene-tur)
- Opleve familiens traditioner som fx diverse frokoster, fætter-kusine komsammener, julebrunch og bagninger/madlavninger
- Få læst en masse bøger (fx Sandheden om Harry Quebert-sagen, Stoner, En plus en, Sæt fri og Hævntørst)
- Få set en masse film (jeg glæder mig fx til Fifty Shades og Unbroken)
- Se en masse serier på Netflix (Fx Gossip Girl, The Fall, Suits, Orange is The New Black og Pretty Little Liars)
- Og bare alle de andre hyggelige familie/venne-arrangementer vi kan få stablet på benene.
Jeg glæder mig til det hele, men er også lidt spændt på hvad året vil bringe af glæder, udfordringer og oplevelser.
***
Jennie Tronier