2017´s bedste film og serier

Nu hvor vi er trådt ind i et nyt år, er det altid lidt sjovt at gøre status over året der er gået. Derfor vil jeg her kigge tilbage på de bedste film og serier jeg har set i årets løb.
Det skal dog måske nævnes, at det ikke er blevet til mange hverken serier eller danske film for mit vedkommende i år, men de nedenstående er de bedste af dem jeg har set.

Filmen “Miraklet på Hudson River”
Denne film er et autentisk drama omkring mirakelnødlandingen, da luftkaptajnen Chesley Sullenberger (Tom Hanks) nødlandede et fly på den iskolde flod i New York og således reddede alle 155 mennesker ombord. Efter den succesfulde nødlanding hyldedes Sully som en helt i alle medier, men flykommissionen satte alligevel spørgsmålstegn ved den erfarne pilots handlinger for kunne flyet været nået tilbage til lufthavnen?

Filmen “The Hitmans Bodyguard”
Denne film er så tilpas skrupskør, at jeg ikke kunne andet end holde af den. Den handler om den tidligere top-livvagt Michael Bryce (Ryan Reynolds), som får til opgave at beskytte verdens bedste lejemorder Darius Kincaid (Samuel L. Jackson) der skal vidne mod en skruppelløs diktator ved krigsforbryderdomstolen i Haag.

Filmen “Magnificient Seven”
En af de mest geniale western jeg længe har set. Den handler om den ondskabsfulde Bogue, som truer den forsvarsløse landsby, hvorefter den unge enke Emma Cullen søger desperat hjælp fra en dusørjæger (Denzel Washington). Han samler herefter nogle af vestens hårdeste mænd til opgaven, men problemet er bare at Bogue råder over hundredevis af banditter, mens byens beskyttere blot tæller syv.

Serien “Quantico” (sæson 1)
Serien handler om et terrorangreb i New York, som hurtigt forbindes til det nye hold FBI-rekrutter fra Quantico. Hvem kan man stole på og hvem er den/de skyldige i angrebet?

Serien “Justified” (sæson 1)
Serien er en nutidig western-serie, hvor U.S. Marshall Raylan (Timothy Olyphant) flytter hjem til sin barndomsby, hvor han kender de kriminelle på godt og på ondt.

Serien “Badehotellet” (sæson 1-4)
Serien handler om et badehotel ved Vesterhavet, som hvert år bliver fyldt op med de samme gæster. Den har jo gået nogle år i fjernsynet, men alligevel bliver jeg nødt til at have den med på denne liste, for hvor er den bare genial.

Den danske film “Underverden”
Denne film er en barsk fortælling omkring speciallægen Zaid (Dar Salim), som en dag bliver kontaktet af sin lillebror Yasin der er desperat efter at låne penge. Zaid afviser lillebroderen og kort efter findes Yasin banket til døde. Politiet er uden spor og gør ikke meget for at opklare drabet, hvorfor Zaid beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og igangsætter en mission i den københavnske underverden.

Den danske film “9. april”
Denne film fortæller om dagen i 1940, hvor Danmark blev besat af den tyske overmagt. Cykel- og motorcykelafdelingen, ledet af sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk), sendes som de første imod fjendens kampvogne og overlegne militære magt. Alligevel kæmper de danske soldater en indædt kamp for fædrelandet.

***
Jennie Tronier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.