Storepigen fylder 13 år

*Savannah 2 år, 8 år og 12 år*

Så oprendt dagen endelig for min store pige, hvor hun træder ind i teenageårene. Min smukke dejlige pige fylder 13 år og hun har virkelig glædet sig.

I år har vi valgt at være i udlandet på selve fødselsdagen. Det ved jeg ikke er helt efter Savannahs eget ønske, da hun er lidt bange for, at noget af opmærksomheden går væk fra hende, men det var den eneste mulighed for sommerferie for os i år, så sådan må det blive. Jeg håber derfor virkelig, at vi formår at give hende en god og mindeværdig dag på trods af, at vi ikke er i hjemmevante rammer.

13 år er jo en slags indtræden i teenageårene, og selvom vi har drillet hende med nogle teenagenykker i snart lang tid, har hun virkelig glædet sig til denne nye epoke. Jeg er jo ikke selv særlig vild med at mine børn bliver ældre. Det indrømmer jeg gerne. Jeg ville virkelig gerne kunne sætte tiden lidt på pause engang imellem, så jeg kunne nyde glæderne ved hvert år endnu mere end bare at halse efter hele tiden. Men nu har vi to teenagere i huset og det må vi også kunne finde glæden i. Jeg ved i hvert fald, at Savannah vil gøre sit for at sprede glæde, hvor end hun befinder sig.

Tillykke med fødselsdagen, min skat.
Jeg håber virkelig, at du får den bedste dag ❤️

***
Jennie Tronier