Mine highlights i marts

Vi har nu snust lidt til april, så det må være på tide at se lidt tilbage på mine highlights i marts.

Måneden har været fyldt med en masse gode og hyggelige fødselsdage.

Først var der min egen indtræden i de voksnes rækker – 40 år 🇩🇰, som blev fejret med en super hyggelig morgenfødselsdag på selve dagen. Festen venter vi med til sommer, hvor vejret forhåbentlig er lidt bedre til en havefest. Jeg blev dog begavet på højeste niveau alligevel, så det var en glad og meget tilfreds 40-årig pige.

Dagen efter fyldte Max 16 år, som blev fejret med en god morgenmad og et besøg på Shawarma Grillhouse på Strøget om aftenen.

Senere på måneden fyldte Vanessa 9 år, som også blev fejret med en god morgenmad, og hvor vi tog på McDonalds om aftenen, efter hendes eget ønske.

Tilsammen valgte vi at fejre fødselsdagene på restaurant Fiat i København.

Samt vi holdt en hyggelig familiefødselsdag for ungerne, hvor vi spiste en masse god mexikansk mad.

Haven er lidt trist og kedelig i disse vintermåneder, men der begynder så småt at komme liv i blomsterne. Masava nyder bare at kunne være ude lidt flere timer om dagen. Hvis hun kunne, ville hun nok altid være ude.

Min bogstak for foråret med lidt forskelligt.

***
Jennie Tronier

Projekt Red Poolen sættes i gang

Da alt var fryd og gammen på terrassen

Vi er i dag startet op på vores Projekt Red Poolen – vores pool har været utæt og da vi sidste år tog den gamle liner op, opdagede vi, at poolunderlaget var revnet flere steder og havde sat sig i den ene side, så der næsten var 10 cm forskel på de to sider.

Da vi startede i morges troede vi, at det var “bare lige”. Vi kunne have kaldt det Projekt Bare Lige. Vi havde en forestilling om, at det gamle underlag bare skulle bankes væk og løftes op fra hullet, hvorefter vi kunne lægge et nyt gulv og sætte ny liner i hullet. Så var poolen oppe at køre igen. Nemt og til at overskue, og det kunne nok gøres på et par weekender. Men men men… sådan skulle det ikke gå.

Her 6 timer senere, helt ømme i alle dele af vores krop, sidder vi temmelig slukørede og bliver nødt til at lægge nye planer. Planer som bestemt ikke mere er “bare lige” og som betyder væsentlig mere arbejde.

Gulvet var nemt at få banket væk. Vi var to der stod i hullet og samlede sammen i spande og løftede gulvklumper op, og to der stod oppe og tog imod. Så langt, så godt. Afsted på lossepladsen med os og væk var det gamle gulv. Problemet var bare, at jo mere vi bankede, jo mere begyndte væggene bag poolvæggen at falde sammen. Vi prøvede derfor at holde væggene ude, men jo mere vi kæmpede, jo mere faldt sammen. Næste problem var så, at vi blev nødt til at banke det gamle underlag væk under poolvæggene, for at rette de 10 cm´s sideforskel op. Og hvis væggene før var faldet sammen, begyndte de seriøst at falde sammen nu. Pis os! Humøret faldt og faldt.

Efter 6 timers kæmpen, måtte vi give op og lade sammenfaldede vægge være sammenfaldede vægge. Nye planer skal lægges, for hvordan redder vi den gamle pool uden at blive nødt til at fjerne hele træterrassen for at grave hullet endnu større, så arbejdet kan gøres ordentligt?

Humøret var stadig intakt – arbejdet så overskueligt ud

Der løftes spande op på trillebøren, som køres væk

Problemerne viser sig så småt for os

Humøret bliver dårligere og dårligere…

***
Jennie Tronier