Filmen “Hacksaw Ridge”

Forleden aften, så vi filmen “Hacksaw Ridge” herhjemme, og den tænker jeg fortjener en anbefaling herfra. Jeg er jo som tidligere fortalt ret begejstret for film, hvor en del af verdenshistorien forenes med godt skuespil, og det kan jeg bestemt sige, at denne film gør.

Filmen er iscenesat af Mel Gibson og handler om den amerikanske soldat Desmond Doss (spilles af Andrew Garfield), som deltager i Stillehavskrigen og samtidig lever efter det femte bud “du må ikke slå ihjel”.

Desmond vokser op på landet i Virginia med sin bror og deres stærkt religiøse forældre. Hans far (spilles af Hugo Waeaving) er dybt alkoholiseret og har alvorlige traumer efter hans deltagelse i Første Verdenskrig. Han banker ofte både sin kone og sine sønner, og måske er det grunden til, at Desmond en dag slår hans bror i hovedet med en sten, hvorefter broderen går ud som et lys. Herefter ændrer alt sig for Desmond. Han bliver religiøs og lever fra da af efter de ti bud.
Nogle år senere forelsker han sig i den smukke sygeplejerske Dorothy (spilles af Teresa Palmer), som inspirerer ham til at blive medic, og han ser en mulighed for at redde liv i stedet for at tage liv eller være voldelig.
Desmond vælger på trods af denne religiøse overbevisning at melde sig til militæret, hvor han bestemt ikke er særlig populær, da han tilkendegiver, at han ikke vil bære våben. Alligevel får han lov til at uddanne sig og komme med til slagmarkerne i Japan.
I slaget om Okinawa deltager Desmond i kampene omkring “Hacksaw Ridge”, hvor han deltager som militærlæge uden våben. I stedet for at dræbe, redder han i stedet utalrige sårede soldater, selv hvor alt ser allerværst ud.

For måske at forstå filmen bedre må der lige lidt historiefortælling til:

Stillehavskrigen var et resultat af Japans ekspansionspolitik i 1930érne og 40érne, hvor de især ønskede at erobre Kina. Efter flere diplomatiske forsøg i starten af 1940érne, for at forhindre krigen i at sprede sig yderligere, valgte Japan i 1941 at angribe Pearl Harbour i USA, og hermed var amerikanerne involveret i krigen.
Slaget om Okinawa i 1945 var én af de blodigste kampe i krigen. Hacksaw Ridge er amerikanernes navn for en japansk klippeskrænt, som amerikanerne forsøgte at erobre i maj 1945.
Få måneder efter dette blodige slag blev den første atombombe kastet fra det amerikanske bombeflyet Enola Gay over byen Hiroshima. Her døde straks ca. 90.000 mennesker. Tre dage senere blev anden atombombe kastet over byen Nagasaki, hvor ca. 36.000 mennesker døde. En uge senere kapitulerede Japan.

Filmen har modtaget seks Oscar nomineringer, bl.a. i kategorien for Bedste film, og den kan som sagt klart anbefales.

***
Jennie Tronier

I dag er det min fødselsdag #40år

*Min pyntede arbejdsplads*

Ja så kom dagen knageme. 40 år, og nu er jeg sådan for alvor, tænker jeg, kommet ind i de voksnes rækker.
40 år har altid for mig været sådan “lidt gammelt” eller i hvert fald ikke én af de unge, må jeg indrømme, og nu er jeg selv røget ind i det. Og det er – indtil videre i hvert fald – egentlig helt okay.
Jeg kan huske, da jeg fyldte 30 år, at jeg havde en mindre depression. Okay det er måske lidt et stort ord, en depression, men jeg følte dengang, at min ungdom var forbi, og det havde jeg, helt ærligt, lidt paniske tanker om, for hvad kunne jeg egentlig gøre ved det. Jeg kunne jo kun følge med, og det skræmte mig lidt.

Alder er en sjov ting ik?!
Når man er barn, vil man gerne være ældre, når man er ung, vil man gerne tages seriøst, som en “rigtig” voksen, og når man er voksen, vil man bare gerne være yngre igen. Og i ingen alder overhovedet, ligegyldigt hvad man gør, kan man hverken blive ældre eller yngre, så nu prøver jeg at sige til mig selv, at alder bare er et tal, som hverken giver eller tager lykke fra én.

Dertil hører jeg ofte, sjovt nok altid fra nogle der er ældre end mig, at 40´erne klart er en af de bedste årgange i livet. I 10´erne og 20´erne har man travlt med at finde sig selv, i 30´erne har man travlt med at opdrage børn og finde sit sted i arbejdslivet, i 40´erne er der styr på arbejdslivet og ungerne er så småt ved at være store nok til at klare sig selv, og i 50´erne begynder skavankerne og man finder seriøst ud af, at man ikke kan det samme som før i tiden.
Om det passer ved jeg jo selvfølgelig ikke, men spørg mig om 15-20 år, så kan jeg give jer et endeligt svar 😉

Min 40-års fødselsdag er gået over al forventning allerede, synes jeg.
Faktisk startede det allerede for et par dage siden, for forleden dag på arbejdet havde mine kollegaer pyntet vores kontor festligt op og købt de fineste gaver til mig. Og i dag mødte en masse af mine nærmeste op til morgenmad, da jeg havde inviteret til Åbent Hus-morgenmad. Så selv på sådan en helt almindelig onsdag, havde rigtig mange lavet deres ellers travle kalendre om, så de fik tid til at komme forbi mig og sige tillykke. Og ikke nok med det. Selvom jeg faktisk ikke har skrevet en ønskeseddel endnu, fordi festen først skal holdes til sommer, havde flere købt en ting alligevel, så det er en glad og rørt 40-årig kvinde som går i seng nu. Godnat herfra.

***
Jennie Tronier