De lækreste fastelavnsboller

Til fastelavn hører der sig ALTID fastelavnsboller til, synes jeg.
Mine unger er dog ikke helt enige, de synes alle tre, at de er alt for snaskede sådan nogle kager, men jeg sætter nu stadig pris på en god fastelavnsbolle – faktisk ligegyldigt hvordan den bages. Der findes både åbne og lukkede boller, dem af wienerbrød og dem af bolledej, dem med creme, dem med marmelade, dem med remonce og dem helt uden. Fantasien sætter jo nærmest ingen grænser, når det drejer sig om fastelavnsboller. Den gode gammeldags, som min mormor bagte i min barndom, var dog ikke så sød, som flere af dem er i dag. Det var nærmest en klassisk tebolle fyldt med vanillecreme og med glasur på toppen, så i går, da vi skulle have gæster, besluttede jeg mig for at bage et hold af dem. Og det var et hit.

Fastelavnsboller (16 stk.)

  • 120 g smør
  • 1,75 dl mælk
  • en halv pakke gær
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • 30 g sukker
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 600 g mel

Først laves bolledejen. Smelt smørret i en gryde, tag den af varmen og tilsæt mælken. Hæld derefter blandingen i en skål eller røremaskine og tilsæt gær, æg, salt, sukker, kardemomme og rør rundt.
Tilsæt til sidst melet lidt efter lidt og ælt til dejen er blød og smidig. Den må ikke klistre fast på fingrene, ellers skal man tilføje lidt ekstra mel.
Lad herefter dejen hæve lunt i 45 min.

  • 50 g blødt smør
  • 50 g sukker
  • 50 g marcipan

Nu laves remoncen, hvor alle ingredienser røres sammen i en skål.

  • 2,5 dl sødmælk
  • 1 vanillestang, kornene heraf
  • 2 spsk maizena
  • 50 g sukker
  • 3 æggeblommer

Nu er det vanillecremens tur. Mælken bringes i kog sammen med halvdelen af sukkeret og den tomme vanillestang. Æggeblommer piskes godt sammen med resten af sukkeret, maizena og alle kornene fra vanillestangen.
Fjern vanillestangen og hæld æggemassen ned i den kogende mælk, hvorefter det koges op under kraftig omrøring til cremen har den rette konsistens.
Hæld den til sidst over i en skål og lad den køle af.

Bollerne samles til sidst på følgende måde:
Når dejen er færdighævet rulles den ud i en firkant på ca. 40 x 40 cm, hvorefter den skæres ud i 16 firkanter a 10 x 10 cm.
Læg 1 tsk remonce og 1 spsk vanillecreme på midten af hver firkant og fold dejens hjørner ind mod hinanden, så bollen lukkes forsvarligt. Samlingerne skal klemmes godt sammen for ikke at åbne igen.
Læg herefter bollerne med samlingen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir og lad fastelavnsbollerne hæve et lunt sted i en lille time.
Når de har hævet færdigt, pensles hver bolle med lidt mælk og bages i 13-15 min. ved 200 gr. varmluft.
Køl dem til sidst af, før de pyntes med glasur, krymmel, chokoladepastiller, friske bær eller andet lækkert.

Prøv dem – de er super gode 🙂

***
Jennie Tronier