Boganmeldelse “Bryd tavsheden”

IMG_20160307_153520

“Bryd tavsheden” er 3. bind i krimiserien om den unge politichef Kate Burkholder og BCI-feltagenten John Tomasetti.
Se anmeldelse af de to forrige i serien her: Nr. 1 Tvunget til tavshed og nr. 2 Bøn om tavshed.

Bogen handler om det der først ser ud som en ulykke; et amish forældrepar og en onkel findes omkommet i laden efter forgiftning fra gårdens gylletank. Obduktionen viser dog snart, at et af ofrene blev slået ned før døden indtraf, men hvem kan finde på at myrde en hårdtarbejdende og ydmyg amishfamilie? Og hvorfor? Kate gør derfor alt for at finde frem til sandheden, ikke mindst for de fire forældreløse børns skyld, samtidig med at forholdet til Tomasetti bliver af mere og mere fast karakter.

I denne bog blev jeg virkelig overrasket over slutningen. Bedst som jeg troede, at jeg havde regnet det hele ud, blev der lige lavet et twist som virkelig var genialt udtænkt af forfatteren, så selvom dette bare var endnu en mordgådebog, skal den have en stor anbefaling herfra. Jeg følte mig virkelig underholdt, spændingen var intakt til sidste side, personskildringen var igen i top og siderne vendte nærmest sig selv. Genialt.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er Linda Castillo, som er en amerikansk forfatter
  • Bogen er på 356 sider
  • Genren er krimi
  • Bogen udkom i 2014
  • Bogens originaltitel er “Breaking silence”

***
Jennie Tronier

Min store søn fylder 15 år #wtf

Fotos til blog

I dag fylder min søn 15 år. Tænk engang.
Jeg kan huske fra min egen barndom, når nogle ikke havde set os børn i et stykke tid, at de voksne altid sagde “hold da op, hvor er I blevet store, sikke hurtigt tiden går” og min storebror og jeg så på hinanden og smilede, for vi var jo overhovedet ikke blevet særlig store. I dag er det så mig der kan tænke sammen tanke. Hvor filan er de sidste 15 år lige blevet af?!

I dag for 15 år siden fødte jeg nemlig den skønneste lille dreng efter jeg havde haft veer i fem dage. Han havde ligget skævt med hovedet i bækkenet, hvorfor fødslen ikke rigtig kunne gå i gang, og selvom veerne ikke var af den kraftigste af slagsen hele tiden, kunne jeg bestemt godt mærke dem og dermed ikke rigtig være i stand til at slappe af særlig længe af gangen. Jeg var derfor temmelig træt til sidst, så jeg fik en rygmarvsbedøvelse på 4. dagen for at kunne sove nogle timer, før de prikkede hul på vandet og fødslen gik rigtigt i gang.
Heldigvis tog selve fødslen ikke så lang tid, før jeg lå med mit lille vidunder på maven. Jordmoderen sagde, at jeg var bygget som en fødemaskine med mine bredde hofter, og det har Hr. Jørgensen grint af mange gange siden. Jeg ved dog ikke helt om jeg har kunnet bruge det kompliment til noget positivt, må jeg indrømme 🙂
Den snu vil her nok tænke apropos i går “stakkels Jennie, så havde hun jo veer på sin 24 års fødselsdag” og ja, det var nok ikke en af de festligste fødselsdage i mit liv, men måske alligevel den der står klarest i min hukommelse. Og selvom vi ikke direkte deler fødselsdag, så er min fødselsdag siden blevet overskygget af en anden fødselsdag ret tæt på, og det har sjovt nok været helt okay.

Men jeg siger jer bare, hvis de næste 15 år går lige så hurtigt, som de forrige, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal gøre!

Tillykke med fødselsdagen, min knægt.

***
Jennie Tronier

I dag er det min fødselsdag… Hurra Hurra Hurra

IMG_20160315_071629

Tænk at jeg nu har eksisteret i 39 år. Det er lidt vildt at tænke på!
Mine unger driller mig nogle gange med, at jeg er blevet gammel, selvom Hr. Jørgensen er nogle år ældre end mig (så det er jeg jo på ingen måde 🙂 ) men jeg kan da også til tider mærke, at min krop er blevet ældre. Når jeg fx vågner med tømmermænd, kan det tage flere dage at komme ovenpå igen, eller når jeg vil i form eller bare prøve at tabe mig lidt, er det lige en tand sværere end det var for nogle år siden. Der er dog til gengæld også ting som er blevet meget nemmere med alderen, bl.a. livserfaringen gør nogle ting nemmere, men temperamentet “brænder” også lidt ud. Så alt i alt er det nok egentlig helt ok, at være i slutningen af 30érne. Stadig langt fra de 40.

Min dag har været ikke særlig fødselsdagsagtig, desværre, men lidt er der dog sket.
Jeg blev vækket i morges af Hr. Jørgensen og ungerne med fødselsdagssang. De havde lavet morgenmad og pyntet bord. Vanessa havde også lavet en gave til mig, en kasse hun selv havde malet og en fin perleplade. Det er så dejligt, at hun stadig har sin børnekreativitet og lyst til at bruge den på mig. Hr. Jørgensen har også bestilt en gave til mig, siger han, men den er desværre ikke kommet hjem endnu.

Da alle ungerne var kørt i skole og Hr. Jørgensen var kørt på arbejde, forberedte jeg mig lidt til et kursus jeg skulle til over middag, hvorefter jeg mere eller mindre har været på kursus resten af dagen. Det sluttede omkring kl. 19, hvor Hr. Jørgensen og tøserne kom og hentede mig. Max er ved at opføre en musical på sin skole i denne uge, så ham ser vi ikke meget. Aftensmaden blev en sandwich fra vores yndlingspizzaria Smeralda nær Skovshoved Havn. Det tænker jeg, at jeg må skrive et indlæg om en dag, for det er klart anbefalelsesværdigt.

Nu vil jeg gå i seng, dynerne kalder. Jeg er temmelig klattet efter en hel dag på skolebænken, og i morgen truer endnu en dag af den slags.

***
Jennie Tronier

IMG_4869**Nu er jeg blevet så mange år, at jeg skal bruge lidt ekstra hænder for at vise hvor gammel jeg er**

Mac and cheese

IMG_4888

Én af de retter som ungerne laver mest til frokost (når de i weekenderne har lyst til noget særligt) er den amerikanske klassiker mac and cheese. De har snart lavet den ret så mange gange, så de ikke følger en specifik opskrift mere, men bare tilsætter forskellige ingredienser lidt på slum. Retten kan helt sikkert laves på en mere fancy måde end den vi bruger, men dette er nemt og smager godt, så det kan helt sikkert anbefales.

Mac and cheese (ca. 4 portioner)

  • Pasta, en halv pose (vi brugte denne gang ikke macaroni, men i stedet penne)
  • Bacon i tern, en pakke
  • Ost, en halv til en hel pose revet ost (fx mozzarella, men andet kan helt sikkert også gøre det)
  • Mælk, 1-2 dl
  • Sort peber
  • Basilikum til toppen

Kog pastaen al dente, dvs. pastaen må gerne stadig have lidt bid.
Steg baconternene på en pande, og tilsæt derefter den kogte pasta samt revet ost. Når det hele er blandet sammen og osten smeltet, tilsættes mælken, mens man rører, så man får den rette konsistens. Start med 1 dl mælk og prøv dig herefter lidt frem. Det må ikke hverken være for tykt eller for tyndt.
Til sidst anretter man på en frokosttallerken og kværner en smule sort peber over samt pynter med lidt friskhakket basilikum.
Man kan også tilsætte lidt salt, hvis man ønsker det, men for mig er retten tilpas som den er, da både bacon og ost afgiver en masse smag.

***
Jennie Tronier

IMG_4886

Savannahs dans

Savannah går til dans og er nu på hendes 6. år som danser. De første to år som helt lille pige i Køge og de sidste fire år til showdance/disco på en danseskole i Greve. Hun har igennem årene virkelig været glad for sin sport og har alle steder, hvor hun har kunnet komme til det, øvet og øvet med høj musik og svingende arme. Sidste år blev hun også spurgt om hun ville være hjælpetræner for nogle af de mindre piger, da hendes danselærer var gravid og dermed havde brug for lidt hjælp, og det gav hende endnu mere blod på tanden i forhold til at blive bedre. Hun følte sig virkelig tilpas i hendes sport og gav den så tit som muligt fuld gas på dansegulvet.

Desværre har det sidste halve års tid været lidt svært for hende. For det første gik hendes danselærer på barsel (heldigvis kun i få måneder), og pga. lidt omrokeringer på danseholdene kunne hun heller ikke være hjælpetræner mere for de mindre piger. Dette var med til at Savannah begyndte at tvivle på sig selv og ikke mindst på hendes kunnen på et dansegulv. Jo mere hun kæmpede for at bevare hendes kunnen, selvtillid og ikke mindst gnist for dansen, jo mere smuldrede det mellem hendes fingre og til sidst resulterede det i, at hun ønskede at stoppe til dans. I flere dage gik hun rundt og var mut, ked og nærmest i en zombie-tilstand, og hun spekulerede og spekulerede. Til sidst havde både jeg og Max en længere snak med hende – Hr. Jørgensen var på forretningsrejse i de dage, så han kunne af gode grunde ikke deltage. Max har selv været igennem samme periode for nogle år siden i forhold til hans fodbold, og han rådede hende til at prøve at lade være med at stræbe efter noget, hverken til træning eller til turneringer, men bare prøve at lege dansen ind, jo sjovere hun kunne have det, jo bedre. Presset skulle væk fra hendes skuldre. Vi sagde til hende, at vi kun ønskede det bedste for hende, og selvom vi kunne se hvor meget dans havde betydet og stadig betød for hende, så skulle hun selvfølgelig kun blive ved, så længe hun selv ønskede det. Vi ville overhovedet ikke presse hende til noget som helst. Hun sagde efter snakken, at hun ville prøve det an, se om hun kunne slippe det pres hun gav sig selv og i stedet prøve at lege dansen ind igen, som dengang hun startede.

Allerede efter ganske få uger, havde hun så småt vendt skuden omkring hendes gnist, hun begyndte at komme glad hjem fra træning, og vi så hende igen træne dans en masse forskellige steder, både hjemme, ude, blandt andre mennesker osv. Vi valgte ikke at spørge for meget ind til det, men lade hende selv komme til os hvis der var noget, for at give hendes følelser så meget ro som muligt, og stille og roligt kom hun tilbage til sit gamle glade danse-jeg. I hvert fald i forhold til træning. Selvom hun nogle gange faldt lidt tilbage i den manglende selvtillid.

Da hun så i går skulle til institutmesterskab på hendes danseskole, kunne vi mærke presset lidt igen, hvor hun skiftevis troede og tvivlede på sig selv, samtidig med at hun heldigvis også glædede sig. Hun sagde flere gange, at hun ikke troede på nogle store medaljer, men at hun bare ville tage afsted for at have det sjovt med veninderne.
Og heldigvis gav det hele pote for hende. Hun fik i mærkeprøve en lille guld i showdance og en stor sølv i disco, så det var virkelig flot af hende, og vigtigst af alt har hun fundet glæden, selvtilliden og gnisten igen 🙂 Mor er knageme stolt af hende.

***
Jennie Tronier

Slægtsforskning: Tronier

IMG_20160313_160957

Dengang før jeg fik børn brugte jeg rigtig meget tid på at forske i min slægt. Jeg har altid været ret nysgerrig overfor, hvor mine aner egentlig stammer fra, for hvordan endte jeg med en bondefamilie fra Lolland, men med et (fint vil nogen sige) fransk efternavn. Jeg har nok altid været lidt stolt af at have et særpræget efternavn, men omvendt kunne jeg heller aldrig skjule mig i min barndomsby, for alle vidste altid hvem jeg var, bare jeg sagde mit fornavn eller fortalte hvad min storebror hed. Der var – og stadig er – nok ikke mange andre af vores slags i hele landet. Måske også hele verdenen. Hvem ved.

Gennem hele min barndom har jeg fået fortalt, at min oldefar voksede op som plejesøn i et hus i Birket på Lolland, da han var blevet forladt af sine forældre som helt lille. Han var dog ikke af den type som snakkede meget om det faktum, at han var blevet forladt som baby, han så det helt sikkert som sit livs nederlag, så i rigtig mange år vidste ingen i familien, hvor navnet Tronier stammede fra. Historien lød dog på, at min oldefars far kunne være slået ihjel i en hestevognsulykke kort efter sønnens fødsel.

Da jeg mange år senere begyndte at slægtsforske (hvor jeg byggede skelettet omkring mine andre olde- og tipoldeforældre vha. gentagende besøg på Landsarkivet i København) skrev jeg en dag en efterlysning i BT omkring mine tipoldeforældre. Deres navne havde jeg fra dåbsattesten, og jeg vidste, at de begge havde tjent på Øllingesøgaard på Lolland i 1893-94.

Kort tid derefter kom der hul igennem.
Jeg fik både et brev fra en kvinde i Rødby, hvis mormor havde skrevet sine erindringer. Hun var en svensk mejerske og havde arbejdet sammen med dem begge på Øllingesøgaard. Hun skrev:

Nu var der kommet en lille skøn ungersvend til gården i form af en gartner, som hed Tronier. Han blev straks min ridder, gik jeg ud i haven søndag eftermiddag, så traf jeg ham gerne, gik jeg derud ved 11 tiden om aftenen, når jeg var færdig i mejeriet, vi havde nemlig fået forbedret centrifugerne, så de skummede dobbelt så hurtigt, traf jeg ham, Marie og Petersen, så det er en selvfølge, at han og mig fulgtes ad, han spurgte mig flere gange om det var sandt at jeg var forlovet med Jens og jeg sagde ja alle gange og dog lod han, som han ikke troede på det, men hvor ofte vi var sammen, så kom han aldrig med en eneste fornærmende ytring eller han nogensinde var nærgående, derfor forbavsede det mig ikke så lidt, da kokkepigen fik en søn et års tid derefter, som kom til at hedde Tronier.

Derudover dukkede en mand op ved mit hjem, som præsenterede sig som barnebarn til min tipoldefar, han inviterede på kaffe, og derefter gik det hurtigt.
Pludselig stod jeg med en lille bog omkring slægtsnavnet Tronier, som kunne dateres helt tilbage til midten af 1600-tallet. Det mest pudsige ved det hele var, at min tipoldefar, for flere år siden, havde haft en blomsterforretning på Jagtvejen lige overfor Landsarkivet (der lå det dengang), hvor jeg havde brugt så mange eftermiddage på at lede efter min slægt.

Historien omkring hestevognsulykken må være en opdigtet historie, for i hvert fald havde min tipoldefar levet et langt lykkeligt liv, giftet sig og fået flere børn, og hans familie vidste godt, at han havde fået en søn engang på Lolland, det havde været et afsavn fra ham gennem hele livet. Desværre nåede min oldefar aldrig at høre, at han ikke blev forladt dengang, fordi han var uelsket, men derimod fordi intet andet havde kunnet lade sig gøre.

***
Jennie Tronier

Boganmeldelse: “Bøn om tavshed” af Linda Castillo

IMG_4642

“Bøn om tavshed” er andet bind i krimiserien om den unge politichef Kate Burkholder og BCI-feltagenten John Tomasetti.
Se her for anmeldelse af første bind i serien Tvunget til tavshed.

Bogen handler om et syvdobbelt drab, hvor en hel amishfamilie bliver dræbt på deres gård. Kate Burkholder og hendes lille polititeam har meget få spor at gå efter, intet motiv og ingen mistænkte indtil Kate finder en dagbog til en af familiens teenagedøtre Mary. For hvem er den karismatiske fremmed, som stjal amishpigens hjerte? Og levede hun et dobbeltliv som kunne føre til at hele familien blev nedslagtet på grusomste vis?

I denne sag kan Kate drage fordel af hendes store kendskab til amishfolket, da de fredelige religiøse folk også kan have en del hemmeligheder for hinanden, men efterforskningen bliver også ekstra smertefuld for Kate, da hun føler en vis lighed med Mary.
Samtidig er forholdet til Tomasetti lidt “on and off”, da begges indre dæmoner bliver mere og mere tydelige for hinanden, mens forelskelsen også bliver større og større.

Jeg er igen ret begejstret over både handlingen, måden Linda Castillo skriver på og personskildringerne, men lidt som i første bog mangler den lige det sidste til at komme op i den helt store liga, selvom den er ret tæt på. Det er dog omvendt også ret sjældent, at jeg giver fuldt hus i krimiserier.

Data omkring bogen:

  • Forfatteren er Linda Castillo, som er en amerikansk forfatter
  • Bogen er på 416 sider
  • Genren er krimi
  • Bogen udkom i 2013
  • Bogens originaltitel er “Pray for Silence”

***
Jennie Tronier

Dagens outfit nr. 2

IMG_4753

I vinterferien var vi en dag en tur i København, hvor vi kørte ned ad strandvejen. Solen skinnede, men det var lidt blæsende og koldt.

Jeg havde mine mørkegrå shinebukser på fra Pieces, min hvide uldjakke fra Baum und Pherdgarten og mine pilot solbriller fra BMW kollektionen.
På fødderne havde jeg mine sorte støvletter fra Esprit, og mit hår var sat op i en lav hestehale.

***
Jennie Tronier

Muffins med chokolade

IMG_20160223_160018

I vinterferien bagte jeg sammen med ungerne flere gange. Vi synes alle sammen, at det er super hyggeligt at lave en eller anden ret sammen i køkkenet. Det kan både være vores aftensmad, som vi alle deles om at lave, eller det kan være en frokostret, noget bagværk eller en kage/dessert. Vi finder ud af hvad vi skal lave, enten fordi én af os har lyst til noget specielt, eller fordi en bestemt ret skal laves, så handler vi enten ind sammen eller ungerne cykler selv over i Netto og handler ind til det. Nogle gange har de også set en opskrift et sted, på youtube, facebook eller andre sociale medier som de følger, og så får de lyst til, at vi skal lave det sammen. Hvis jeg ikke har tid til at gå i køkkenet sammen med dem, kan de også sagtens finde på at ordne det hele selv, hvor de hygger og griner sammen. Det er simpelthen så hyggeligt!

Denne gang faldt valget på chokolademuffins. Jeg kan egentlig bedst lide muffins med blåbær, fordi de ikke bliver så tunge i smagen, efter min mening, men ungerne er klart mest til muffins med chokolade, så det blev det vi bagte denne eftermiddag.

Muffins med chokolade

  • 75 g smør
  • 2 æg
  • 300 g sukker
  • 300 g hvedemel
  • 50 g mørk kakao
  • 2 dl sødmælk
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vanillesukker
  • 100 g mørk grovhakket chokolade (eller mere afhængig af smag)

Smelt smørret, og pisk æg og sukker hvidt.
Bland resten af ingredienserne sammen (uden det hakkede chokolade) og vend æggemassen samt det smeltede smør i skålen.
Tilsæt til sidst det grovhakkede chokolade og fordel dejen i ca. 27 små muffinsforme.
Bag dem ved 200 gr. (alm. ovn) i ca. 20 min.

***
Jennie Tronier

IMG_20160223_152256

Ønsker til min fødselsdag

Kender I det, når det bliver svært at finde på noget man ønsker sig? Både fordi man har fået råd til selv at købe ting man ønsker sig i løbet af året og nok også fordi man er blevet mere kræsen omkring det man vil have. Jeg tænker at det er noget som kommer med alderen. Altså bestemt ikke fordi jeg er blevet gammel, hvis jeg selv skal sige det, selvom det vil ungerne nok helt sikkert mene 🙂 Nu hedder det fx ikke nødvendigvis bare, at man ønsker sig en hvid skjorte, men det skal være en bestemt hvid skjorte, man drømmer om at iklæde sig, og derfor er det nok ofte nemmere selv at købe den.

Jeg har dog fundet på følgende ting til min ønskeliste, når nu min fødselsdag nærmer sig – med lidt hastige skridt:

  • Stor termokop fra Royal Copenhagen (Sort Mega Riflet 39 cl). Jeg har to af slagsen, men drømmer om, at jeg også kan bruge dem, når vi har kaffegæster, for det er en genial størrelse til cafe latte samtidig med at de er pæne og lækre at holde på.
  • Frokosttallerken i stentøj fra Casalinga (rosa, brun eller hvid). Jeg ejer desværre ingen af dem endnu, men de ser så fine ud på billeder, så det kunne være fint at dække et frokostbord til sommer i haven med kun disse tallerkner.
  • Hårprodukter fra Purely Professional (fx shampoo 0, conditioner 2, hair repair, hair styling og treatment 1). Jeg har aldrig prøvet disse produkter før, men fået anbefalet dem fra flere sider, så nu må jeg prøve. Jeg har hørt, at især treatment 1 skulle være genialt.
  • Nilens jord Tinted Daycreme (som jeg har brugt i flere år og nu er ved at løbe tør for).
  • Cykel med både for- og bagkurv (min gamle cykel blev smadret for snart flere år siden og jeg synes, at jeg mere og mere mangler min egen cykel. I dag låner jeg enten Max eller Savannahs cykel, og det kræver til tider lidt planlægning).
  • Ombetrukket min gamle lænestol, som jeg har arvet fra min mor. Den er i dag rød og fjedringen er bestemt ikke den bedste mere, så jeg drømmer om en lækker ny stol, gerne i lysegråt stof. Det vil passe godt til min nye stue, tænker jeg.

***
Jennie Tronier